Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - XI. Kaadt Ukrudt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
/
XI.
KAADT UKRUDT
Det er Uretfærdighed,
naar saa tidt man siger: Tiden
er prosaisk bleven siden . . .
ja, hvad Tid? Man neppe veed.
Tør jeg sige frem min Tanke, -
Tiden blev saa tør og trøg,
just det Aar den arme Klager
nødtes Pegasus at banke,
som var døsig, doven, mager,
saa han havde redet Ranke
paa et ganske usselt Øg —
kort, da Aaren sagde stop,
og som Bæk i Sandet endte,
Pennen bedes næsten op,
Hovedet af Blod kun brændte,
Tankerne gik op i Røg,
Nattergalen selv erkjendte,
at den ikkun er en Gjøg.
Det er Uret, Skam og Løgn
mod Naturens friske Ynder,
stedse spirende igjen,
Synd mod Solen, som hvert Døgn
lige klar sin Vei begynder,
som da første Morgen den
straalte Skyerne isønder.
Mon vel Duggen, som opvakte
Paradisets Blommer, var
mere tindrende og klar
end hvert Sommergry den bragte?
Mon de samme Stjerner ikke
ned paa vore Hovder blikke
som paa Hyrderne ved Frat,
der i hine stille Nætter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
