Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - XI. Kaadt Ukrudt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jødinden.394
sligc rare Ting endnu,
at man tænke maa (med Glæde
Somme, Somme og med Gru)
at vi i den Skabningskjæde,
som os favner overalt
— i det Træ, som har sig hvalt
foran Døren, i de Blommer,
som hvert Aar tilbagekommer, -
have Vidner til vor Færden,
mindre dumme, mindre stumme
end man tænke vil i Verden.
Nu, Farvel!" sagde min Ven en Sommeraften, efterat vi,
under fri Himmel, igjen som sædvanligt havde disputeret om
Jødernes Adgang til Norge. Lad dette være sidste Gang! Men,
min Bror, hvad er det for et Blomsterbed, du har der? Bare
Ukrud paa den Solsikke nær! Tidsel, Valmue, Torskeflab, Burre,
Kongelys og ja for Gud Bulme. Ellers kunde der nok blive
noget af den Flek, ligesom af Norge, naar du bare vilde rydde
dygtig Steen væk. Den er et lidet Norge, vanrøgtet og fuld af
Ukrud."
Jeg kunde ikke sove af Ærgrelse over min Vens Indven
dinger mod Jøderne, gik ned og satte mig paa Bakken. Det
var mod Dagningen i Juni Maaned. Men hvad skulde jeg see
og høre! Da den første røde Linje løb langs med Aasen, hørte
jeg en Lyd tæt ved mig som et svagt Haandklap og jeg saae
Solsikken aabne sine mangfoldige øreagtige Blade og ligesom at
vende dem frivillig lyttende omkring. Men det var forat vække
de Planter, der sov omkring den paa Steenrøsen; thi medeet
begyndte, med en Stemme, som en Slags Mundharpe,
Solsikken.
Nei, vil man se! Klokken er To;
Alle endnu i den dybeste Ro.
Men om jeg øiner ei feil gjennem Laagen,
er der i nærmeste Have endnu
ikkun en briskende Morgenfru vaagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
