Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges Konstitutions Historie IL 327
saa uværdigt en Normand, saa uværdigt Forsamlingen, at han
kunde drage i Tvivl, at jo Folkets Suverænitet for Øjeblikket
hvilede hos den; men da Addressen selv kun var at ansee som
et KompUmentbrev, meente han, den kunde blive som den var.
Til denne Konklusion stor Applaus. I samme Aand talte Anker,
Løvenskjold og Grøgaard. Men Sverdrup, som især maatte bUve
Gjenstanden for en Hæder, som foreslaaet, var, forunderligt nok,
Den, som mest tog Proponenten den sidste Deel af hans Motion
fortrydeUg op. Han lod vel ikke, som Andre af de Angjældende,
somom han ikke vedkjendte sig det Eidsvoldske Møde, men han
paastod, at Wergeland havde kastet en Skygge paa det Møde,
han havde sigtet til, beskyldende det for at have begaaet en
uretmæssig Handling, idet det uden Bemyndigelse skulde have
hyldet Prindsen, og at han ikke kunde bevise, at noget Saadant
var foregaaet. Wergeland skulde gjøre Publikum Rede for sine
Udtryk, mente han i Overbrusningen af sin Heftighed, der kun
lader sig forklare af dette Medlem af det norske Bjergs Antipa
thi mod Enhver, der havde Ord for ikke at være utilbøjelig til
at viUe underhandle sig en Konstitution til, og Danmark langt
ifra, og maaskee ogsaa af det nærmere Forhold, hvori han nu,
som en Slags Regjeringschef, stod i til Regenten. Han truede
saaledes med at viUe gjøre Sagen til Gjenstand for en Skriftfeide
udenfor Forsamlingen, saa Wergeland fandt det nødvendigt at
bedække sig med den 9de § i det nys antagne Reglement, og
at vedlægge ProtokoUen sin Tale, for at man altid kunde under
søge hvad han havde sagt, overladende forøvrigt Sverdrup at
handle som han troede at kunne forsvare som Repræsentant.
Efter lang og heftig, til Mundhuggeri udartet, Debat imeUem Begge,
faldt endelig Motionen ved Stemmegivning, fordi, hed det, den
kunde give Anledning til Uenighed. Motionæren fik dog — siger
han i sine Breve — ikkedestomindre udenfor Forsamlingen mangt
et bifaldende Haandslag. „Det var endnu ikke Tiden, hed det,
til sUge Forestillinger. Den Aand, Talen var af, vilde Udt efter
Udt udvikle sig, og maatte han være forsikkret om, at den Mod
stand, han i Rigsforsamlingen havde mødt, eUer rettere den
Mangel paa Understøttelse, han havde fundet, var, hvad en be
tydeUg Deel angik, kun pro forma" — Noget, som vanskelig lader
sig anderledes forstaae, end at man ikke saa ret vel turde være
sin Hjertensmening bekjendt, hvor Regenten kom med i Spillet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
