Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
skulde tilkomme Kongen og ikke Folket. Men efter Præsidentens
Erindring om, at de Anmærkninger, som maatte blive gjorte under
Principdiskussionerne , vilde komme i Betragtning ved Udarbei
delsen af Konstitutionen , blev Grundsætningen antagen. Ved
den 4de, om Krigs- og Fredsretten burde tilhøre Regenten, yttrede
Provst Hount, at Kongen ikke burde kunne føre Angrebs-, men
kun Forsvars-Krig. „Krigen", hedte det, „er i sig selv en uret
færdig og umenneskelig Handling. Regenten bør ikke have frie
Hænder til, efter eget Tykke at raade over Borgernes Ejendomme,
til at sUbe Dolken i Mørket foråt støde den i Naboens Bryst."
Sverdrup meente derimod, at det ikke kunde beståa med den
Hurtighed og Hemmelighed, Krigstilberedelserne fordrede, at ind
rømme Folket noget af Krigsretten. Peder Anker sagde da:
„Kongen kan ikke føre Krig uden Penge, og der er altsaa sat
hans Krigslyst en Grændse ved BeviUingsretten ", hvortil Hount
svarede, at, nåar Armeen først var samlet, vilde den nok blive
underholdt, da de Hjemmeværende ikke vilde kunne taale, at
lade sine Frænder og Venner Ude Nød. Desuden kunde Kongen
føre Krig for fremmede Subsidier, især nåar hans Interesse faldt
sammen med en anden Magts. Enig var man i, at Kongen ikke
skulde kunne erklære Krig uden sit Raads Samtykke; men om
sider blev Grundsætningen vedtagen som den var, med Forbehold,
at yttre sig nærmere derover, nåar man i Grundlovsforslaget fik
see dens Anvendelse. Ved den ste Grundsætning paastod
Grøgaard og Dahl, at Benaadningsretten ikke burde tilstaaes Re
genten übetinget, og at den nemUg ikke burde strække sig til
Forbrydelser mod Nationens Majestæt (crimen læsæ nationis).
Den blev dog in forma vedtagen. Ved Bde Grundsætning erindrede
Wedel, at han fandt det i høj Maade formløst og iUiberalt, at
gjøre Jødernes totale Udelukkelse til en Grundlov. Rein talte
ogsaa i en tolerant Aand, og Hount meente, at Adgangen burde
staa aaben for de Jøder, som vare Lærde, Kunstnere, Fabrikanter
og Ejendomsmænd. Men Skriget mod det ulykkelige Stedbroder
folk var stærkere. Mellem de Røster, som forfegtede Jødernes
Skadelighed i enhver Stat, hvor de havde fundet Hjem, hørtes
ogsaa den falske Mening fra Sverdrup og Wergeland, at Jøderne
skulde ansee Bedrageri mod Kristne for tilladt, ja fortjenstfuldt,
og maatte saaledes ansees for selv at have betaget sig al Ret til
Optagelse. Grøgaard fandt, at da Spørgsmaalet ikke var om at ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
