Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 Gardermo-saken.
Svar fra min Fa’r lærte denne Mand at beholde sine taabelige Me
ninger om Sagen, sine Complim: til Fad:, Impert: mod Sønnen,
hos sig selv.
Paanær endeel fornærmende Udtalelser om Drengestreger —
dem han dog vil dictere en underlig Straf — og om Mangel paa
Følelse af Anstænd: og Ære, fordi jeg indlod mig (naturligviis
og, som beviist, nødtvungen) i Ordstrid med gemene Soldater —
disse ufornødne Krænkelser, som en ædelsindet Actor i en Sag
af denne Beskaffenhed vilde have undladt — finder jeg videre
kun hs Paastand, at jeg skal betale to senere Thingsvidner at
æske Svar. Men disse Forhørs Beskaffenhed som virkelig an
gaaende Sagens Reelle og fremskaffende Oplysninger om Lie,
godtgjør noksom det Übillige heri. Det forekommer mig som
der gives nok Anledninger for et djærvt Advocattalent til at det
skulde sætte sin Sejerære paa Spil i Kampen mod et vist Übe
tydeligt som dette, og dog Umuligt.
Actors Strafpaastand er mig saa oprørende at jeg isandhed
ikke formaaer at fæste mine Tanker dertil. Den bringer mig
næsten til at ahne, at Adv: Petersen har den ædelmod: Hensigt
at ville vække Medlidenhed for sin fordums Lærers Søn forat
frelse denne — at hans Beviser derfor med Vilje ere saa løse —
at han med sin odiøse Procedure alene vil dække dette hem
meligste, elskværdige Forraad af sit Hjerte.
Maaskee? maaskee? Advocatens Dyder gaae maaskee kringel
krogede som hans Laster. Var det hans Alvor — da staa han
den Domstol, som hører mig, om denne ikke kan, tilrette for
det Brug han har gjort af sine Evner og disse Acter i denne Sag! !
Han maatte have kunnet udfinde det Rette! Nu har han udfun
det Noget, der er til lige liden Ære for hans Skarpsind som
(om hiin Ahnelse ei er sand) for hs Hjerte og for disse Skranker,
hvor det forfærder mig at Uskyldigheden skal udstaae sin svæ
reste Kamp, den Krænkede endmere unødvendig med kold Gru
somhed mishandles. Dog vil jeg haabe at hans Haand var den
sidste plumpe som skal frydes ved at slaae sine rasende Fuger
gjennem mit Indre. Hvorfor de ikke sønderrive mig er fordi de
rullede allerede tidlig under fremmede Hænder, som greb i den
unge Sjel og vilde høre dens Jammer — fordi de ere i Harmoni
med den øvrige Undertrykkelses Suk i Verden, og fordi jeg
kjender denne Geist —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
