Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Juni—juli 1838. 339
dcråf. Procurator Dunker har overtaget Hovedrollen deri; —
han skal handle for egen og fælleds Regning, og «gjøre Arbei
det forsvarligt". Det er — sagde Sinding mig i Øjnene, da jeg
bød ham Forlig, ikke Den, der har slaaet mig, men Henrik
Wergeland man vil have fat paa". Fra den Stund har jeg ikke
havt vanskeligt for at see Sagen i sit rette Lys o : som en Parti
sag, som en Sag vakt og voldt af de hadeværdigste Motiver.
Hvis endnu om denne Beskaffenhed ved Sagen, som Ingen kan
tåge feil af, bestemmer mig til at antage en Sagfører, stoler jeg
imidlertid paa, at Retten selv vil beskytte mig imod enhver over
dreven Udskejelse, denne bestaae enten i en infam Qvæstione
ren — hvoraf der er adskilligt i Modpartens fremlagte — eller,
som Tilfældet er i en saa falsk Fremstilling af det mellem Sin
ding og mig Passerede, som den, der karakteriserer Stevningen.
Sagen er simpel, saa simpel og let at finde Rede i som nogen.
Den passerer vel daglig paa et eller andet Sted, uden at den
bliver Gjenstand for Proces eller vaekker videre Opmærksomhed.
Den ligger for Dagen kort, men tilstrækkeligen, i Ordene: Sin
ding fornærmede mig paa et offentligt Sted, og jeg slog ham.
Heri er min Anklage som mit Forsvar. Der er Anklage i den
rigtige, men hos de fleste Mennesker altfor seendrægtige, Tanke,
at jeg burde overseet Fornærmelsen; men der er Forsvar i, at
denne bestod i en grov, usandfærdig, giftig Beskyldning, som ikke
kunde forfeile sin Virkning paa nogetsomhelst sensibelt Gemyt,
og i at det at lade opirre dog er menneskeligt og tilgiveligt, og,
med saadanne Motiver, som jeg havde, aldrig strafbart i den
forfærdelige Udstrækning, Modparten gjør sig en næsten latter
lig Forventning om at kunne drive det til.
Man kunde tåge en Voldgivtsret af lutter flegmatiske Tempera
menter, af Mennesker af den sløveste Taalmodighed af Verden,
naar de kun havde mindste Følelse af Agt for sit Navn og Omhu
forat det ikke krænkes for haardt, samt vare af en nogenlunde
tilsvarende Alder og Stilling til min, og jeg er vis paa, at de
agtværdige Jurymænd, naar de spurgtes om Nogen af dem kunde
taale, paa et offentligt Sted at beskyldes af en brutal Übekjendt
forat have begaaet Gadeuordener og slaaet Ruder ud — at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
