- Project Runeberg -  Mindeudgave / I Bind /
20

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Comments? |   

Print (PDF) - On this page / på denna sida - III. Trine

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Seng Kl. 10, hvilket naturligvis var en uhyre
Uretfærdighed. For saa begyndte egentlig Sjovet. Jeg tror
nok, at det var, fordi Mor ikke vilde ha’, at vi skulde
se de Herrer, som vi ellers havde Respekt for, blive
altfor glade.

Paa en saadan Festdag vandt jeg for evigen en tyk
Proprietærs Kærlighed. Man sad og spillede Whist paa
Kontoret og blev kaldt ind til Aftensbordet. Medens de
Voksne saa spiste, listede jeg mig ind i Spillestuen
(der var givet Kort, men der var en varm Ret, der
ikke kunde vente), og medens man altsaa spiste, pillede
jeg alle Herrebladene ud og lagde dem i omtalte
Proprietærs Bunke, saaledes at han gjorde sin Modstander
dundrende Storeslem. Jeg hører endnu det
Brøl, han udstødte, da han tog sine Kort op. Vi Børn
holdt saa meget af ham, fordi han var saadan en
fornøjelig og gemytlig Mand, derfor undte jeg ham denne
Triumf.

Maaske lever han endnu. Han hed Fritz Kjær og
var Ejer af Gaarden Steensø ved Nakskov.

* *
*

Da jeg begyndte at „digte”, var Mor den eneste,
der tog mig alvorlig, jeg læste altid mine Vers højt
for hende, og hun sagde, de var storartede, jeg skulde
ikke bryde mig om, hvad mine Brødre mente, det
havde de ikke Forstand paa. Hun sagde ogsaa - hvad
der har været mig en Støtte i hele mit Liv - at
jeg skulde bryde mig Pokker om, hvad „Folk” mente
om mine Sager. Naar bare hun og jeg syntes, de var
gode, saa var de gode.

Det var hende, der vækkede „Den Anden” i mig,
hvad jeg er hende inderlig taknemlig for.

For ikke at blive overrumplede af ubehagelige
Tilhørere, gik hun og jeg, naar min Muse havde lakseret
- som Brødrene kaldte det - enten saa langt vi

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jan 27 15:39:56 2008 (www-data) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/wiedgust/1/0022.html

Valid HTML 4.0!