- Project Runeberg -  Mindeudgave / I Bind /
384

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXIV.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fangerne, lod han ved en Forglemmelse, eller af Velvilje
Døren staa paa Klem, og Gunnar stillede sig hen ved
den og kiggede ud.

Og snart begyndte et sælsomt Tog at skride forbi:
graahaarede, krumbøjede Oldinge med ludende Hoveder
og skulende Øjne; unge, kraftige Mænd, der saa’ sig
trodsigt omkring som for at vise, at de brød sig Pokker
om det hele; og smaa ti-tolv Aars Drenge med blege,
angstfulde Ansigter og et uroligt, flakkende Blik. En for
en vandrede de afsted i deres sorte Fangedragt og deres
klaprende Tøfler. Og alle bar de foran sig i de
fremstrakte Hænder mer eller mindre intime Urner, som
de skulde ned at rense og skylle ud nede i Gaarden.
Og Gunnar kom til at tænke paa Fætter Benjamin, der
vel ogsaa havde maattet deltage i et lignende Pilgrimstog.

Da den sidste Fange var passeret, kom Fangevogteren tilbage:

- Værs’god, Hr. Warberg - vil De gaa til venstre
ned ad Trappen derhenne, og naar De kommer ned, er
det den første Dør til højre.

Gunnar gik, og da han kom ned til den angivne Dør,
stod der en anden Vogter, som sagde:

- Værs’god, det er der ind, De skal!

Og Warberg tren ind gennem en Gitterlaage, der peb
paa sine rustne Hængsler, og befandt sig i et trekantet,
asfalteret Bur, paa de to Sider omgivet af høje, gule
Stenmure og paa den tredje af et massivt Jærngitter.

Gunnar gav sig til at tage Motion. Han vandrede op
og ned, og op og ned langs Jærngitteret, der udgjorde
Trekantens længste Side, og stirrede sløvt ud mellem
Tremmerne. Og jo mere han vandrede, og jo mere han
stirrede, des tydeligere mindedes han en gammel, fredløs
Isbjørn, han som Barn havde set ude i den zoologiske
Have, første Gang han var i København.

Manden, som havde vist ham ind paa Promenaden,
var selv gaaet i Ly i et lille, bikubeagtigt Stenhus.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 21 23:47:06 2014 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/wiedgust/1/0386.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free