- Project Runeberg -  Mindeudgave / II Bind /
33

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ejendommelighed havde mellem Brødrene forskaffet ham
Navnet: Luksusbugen.

Derpaa fulgte Kæmner Lassen. Og, ved Formandens
venstre Side, Toldkontrollør Knagsted. Lassen var høj
og velvoksen med en kongelig Næse og vandblaa, lidt
udstaaende Øjne. Knagsted var mindre, korthalset og
skulderbred, ligesom fortættet. Hans graasprængte
Hovedhaar var kort og strittende. Det rødbrune, buskede
Fuldskæg voksede ham nær op under Øjnene. Og frem
af hans Næsebor og Øren stod der tykke Totter af
Haar. Øjenbrynene var mægtige og opadbøjede. Og
hans Hænder var lodne til helt ud paa Fingrene. Al
denne Haarfylde gav ham et haardt og utilgængeligt
Udseende. Og Brødrene nævnede ham hemmeligt: Esau ...

Saaledes saa’ „Dolkenes“ Forsamling ud. –

Da enhver var kommen trygt til Sæde, løftede Formand
Heilbunth sin uhyre Haand, hvis Fingre lignede
Servelatpølser. Og Emanuel stillede adræt en Flaske
Rødvin foran hver Kuvert.

Glassene fyldtes.

– For de afdøde! sagde Formanden.

Pokalerne tømtes.

Og Hummeren blev budt om.

Det var en Øjnenes Lyst at se den Grundighed og
Alvor, med hvilken disse hæderværdige Gubber skred til
Værket. Det var, som dyrkede de en Guddom: Eddiken
gødes andagtsfuld over Offerdyrene. Peberet dalede som
Røgelse. Og tavse aad man ristet Brød dertil med Smør
af højeste Notering.

Saaledes omtrent har vist de ægyptiske Tempelpræster
fortæret, hvad af Landets Førstegrøde det troende Folk
bar frem for Isis og Osiris. –

Men lidt efter lidt brødes Tavsheden. Ret fulgte paa
Ret. Glas gled ned efter Glas. Og de gamle Øjne
begyndte at lyse, medens de tykke Fingre kælent famlede
om de fyldte Flasker.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:26 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/2/0033.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free