Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saa døde den gamle. Han fik Lungebetændelse. Og
i Løbet af to Dage slukkedes han som et Lys.
Han blev begravet inde paa Købstadens Kirkegaard,
hvor ogsaa hans Kone laa. Og et prunkende
Sandstensmonument blev oprejst paa Graven. Det var i de gode
Tider. Men Gudskelov var der da endnu Plads paa
Stenen baade til Manuels og hans Forældres Navne. –
Efter Farfaderens Død tog Drengen alt Arbejde med
Bygningernes og Havens Vedligeholdelse paa sig. Det
var gaaet ham i Blodet. „Gaarden“ maatte præsentere
sig pyntelig og net. Det havde den gjort, saa
længe den havde været i Familiens Eje! Og han hvidtede
og malede som fordum og rev og skuffede. Og
Farfaderens Økser og Kiler, og Møllestensbordene og
Døbefonten skurede og vadskede han, og de kunstfærdige
Naturbænke holdt han vedlige. Han fik ikke
mere Tid til at give sig af med Arbejdet i Møllen
eller paa Marken, tabte næsten Interessen for denne
Del af Bedriften. Og desuden: den kunde jo Faderen
og gamle Mortensen besørge! Men trængte Mo’r Karen
til en Haandsrækning inden Døre ved de store
Rengøringer Foraar og Efteraar, da var Manuel øjeblikkelig
til Rede med Klud og Petroleum og hjalp til med at
polere de gamle Mahognimøbler, saa at deres Kanter
og Hjørner straalede som Diamanter, naar Solen tittede
ind gennem de blanke Ruder ...
Madam Thomsen nikkede i sin Stol og lod Hænderne
med Sytøjet synke ned i Skødet:
– Ja ja, skrap ha’de han altid, Manuel, været paa
Fingrene! ... Men en Fejl var det vist alligevel af
Vorherre, at han ikke ha’de gjort Drengen til en Tøs; for
saa ha’de hun jo haft li’som lidt mere Kram paa ham
og kunde kanske ha’ reddet Stumperne i de Aar, Lars
gik og hev ... Okja, okja! men Manuel vilde jo altid
styre. Han kunde ikke taale, at fremmede rørte ved
Gaardens Sager. Og Faderen, den Skrælling, han var
bleven, lod ham raade! ... Men aldrig havde hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
