Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII. - XIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Naa ...
– Ja, jeg har jo lovt aa vaarre hjemme inden fire.
Cornelius aa Kone ska’ paa Besøjelse; aa saa har jeg
lovt aa se til Børnene.
– Naa ...
– Ja, saa adjøs da Manevel, for denne Gang.
Emanuel vendte sig.
– Farvel ... sagde han distræt.
– Ja, saa snakkes vi vel ved, naar ...
– Jo, jo!
Mortensen nærmede sig Bordet.
– Ja, jeg ka’ vel ta Tobakken med?
Thomsen blev lysvaagen:
– Tobakken ...? Ja–a ... Se man ha’de jo ellers
tænkt sig, at du skulde ryge den, naar du kom her.
– Saamænd jo! ... Men stoppe faar jeg da?
– Ja, stop, stop! Værsgod!
Og Mortensen stoppede og tændte og humpede bort.
XIII
Nedenfor Haverne langs Fjorden løb en snirklet og
bugtet Spadseresti, gruslagt og jævn og overskygget af
bredkronede Linde.
Der var Byens fornemste Promenade.
Naar man om Sommersøndagene havde været i Kirke
og givet Gud, hvad Guds var, ilede man hjem med
Salmebøgerne og vandrede saa ned paa Stien for at
røre Benene og tage Motion før Middagsmaden.
Røre Benene, ja; og Øjnene og Munden!
Thi en og anden lille Evadatter mødte jo gerne frem
med en Hat eller et Overstykke, hvis Snit, Pynt og
Farve ikke var set før der paa Pladsen.
Og naar den nye Hat saa stoltserede forbi, eller det
revolutionære Overstykke flagrede for Vinden, ublufærdig
fremvisende sit lyse Silkefoer, da stak alle de fjorgamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
