Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livsens Ondskab 171
lagt paa haus Skuldre for gennem Tugt og Ave at
gøre Oprejsningens Time endmere lys og straalende.
Og han var virkelig i sit Hjerte Gud taknemmelig
ligesom et Barn, der af en streng, men kærlig Fader har
faaet et brændende og længe næret Ønske opfyldt. Og
ligesom et Barn bliver elskværdigere og omgængeligere,
naar der spredes Glæde paa dets Vej, saaledes kom nu
ogsaa alt det gode og naivt elskelige frem, som altid
havde ligget paa Bunden af Manuels Sjæl; og hans
Bryst svulmede af Trang til at forlige sig med hele
Verden, til at trykke alle Hænder og hviske venlige
og spøgefulde Ord i alle Øren.
Men Byen fandt ham endnu latterligere i hans smilende
Sejrsglæde og naive Selvfølelse.
Den pegede hemmeligt Fingre ad ham og lo højlydt
i Krogene. Og Thomsen saa’ intet og hørte intet, saa
opfyldt var han af sig selv og af den store vidunderlige
Naade, Gud Herren havde ladet ham vederfares. Thi det
var Gud først og Gud sidst: At man er funden værdig
til en saadan Miskuridhed, Mor Karen! - Men man
priser da ogsaa dagligen den Almægtige paa sine Knæ!
Og Manden gjorde, som han sagde: Hver Aften, før
han besteg sit leje, lagde han sig i sin lidt vel lange
Skjorte (en uomsyet Arv fra Faderen) ned paa det lille
Kludetæppe foran Sengen og sendte en varm Tak til
Himlen, fordi den omsider havde bønhørt ham. Hans
Hænder var foldede, og hans Ansigt nidkært vendt op
mod Loftet. Og naar Takkebønnen saa var til Ende,
tog han Bankbogen, som han stedse bar hos sig i sin
Frakkes Inderbomme, aabnede den og betragtede længe
Summen; stak derpaa Bogen ind under Hovedpuden,
lagde sit kuglerunde Ejdammerhoved til Hvile paa
Puden og sov sødeligen ind for næste Morgen at
vaagne op til en ny frydefuld Dag.
Men lidt „højbenet” kunde man jo ikke nægte, at
han var bleven. Hans Ryg havde rettet sig (Mo’r Karen
paastod ligefrem, at han var vokset), Hovedet sad knejsende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
