Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX. - X.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
198 Livsens Ondskab
lidt udenfor, lille Pranger? Hva? mukker du? ... Svup!
Sju! Halløj! Værs’artig!
- Min Herre! Min Herre! skreg Værten i Rædsel.
Diamantnaalen havde grebet Kommissionæren om Livet
og slaaet hans Ben op over den ene Arm og bar ham
saaledes ud af Lokalet, fulgt af samtlige Gæster.
Kun „Livsens Ondskab” blev siddende tilbage ved
Bordet. Han spiste roligt sin Dessert. Det var „Frugt
af Aaret”.
X
Der herskede i det lille Thomsenske Hus ved Nonneporten
den yndigste Harmoni. Emanuel var bleven
Elskværdigheden og Omgængeligheden selv nu, siden Gud
havde bønhørt ham. Aldrig et ondt Ord kom der mere
af hans Mund. Han spøgte Dagen lang med den gode
Mo’r Karen, og han stræbte at være hende til Gavn og
Glæde i alle Maader.
Han havde tillagt sig en Façon at behandle hende
paa, der var en Blanding af en grand seigneurs milde
Nedladenhed og en kærlig Søns lidt harcellerende courtoisie.
Naar hun om Morgenen bragte ham hans Kaffe, stak
han sin lille Trutnæse ned over Koppen og indsugede
Dampen med alle Tegn paa Velbehag.
- Fruens Java henrykker en! sagde han og sendte
hende et forelsket Øjekast - Fruen laver den bedste
Kaffe i Verden!
- Aar du, Manuel! smilede Madam Thomsen og
daskede ud efter ham med den ene Haand - du snakker!
Men indvendig var hun tindrende fornøjet over
Sønnens Galanteri.
- -
Hun sad stadig henne i den store Lænestol ved Vinduet
og syede rapt med sine travle Fingre. Men nu syede
hun „for Huset”. Det var jo nemlig blevet til Alvor
med Manuel og Wulfdine. Thomsen havde været ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
