- Project Runeberg -  Mindeudgave / II Bind /
212

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Pastor Engelhardt var femogtredive Aar. Og Overlærer
Clausen syvogtreds.

– –

Nede i Kirkesmuget var der ingen Lygter. Men Gaden
var saa smal og Husene saa lave, at den hvide Sne og Skæret
fra de smaa Ruder gav tilstrækkeligt Lys.

Han var en god Del sentimental, den kære Overlærer
Clausen, og disse Aftenvandringer rundt i den
gamle Bys Gader og Stræder var ham en sand
Himmerigsmundfuld. Særlig da en Juleaften og i Snevejr!

Han listede af Sted i sine Galoschestøvler, lyttende
og spejdende. Og hørte han Tale og Latter bag de
nedrullede Gardiner eller bag Vinduernes hvide Forhæng,
gjorde han en lille Standsning for et Øjeblik at
glæde sig med de glade Mennesker derinde. Men hørte
han Graad og Klage og haarde Ord, blev han bedrøvet.
Gerne var han gaaet ind for at mægle og trøste; men
han turde ikke. Dels fordi han følte en uovervindelig
Sky for ukaldet at blande sig i andres Sager, og dels,
og vistnok fornemmeligst, fordi han frygtede for at
blive Vidne til Scener og Forhold, der vilde stille ham
den nøgterne og ubarmhjertige Virkelighed for Øje.
Han vidste, at der fandtes meget stygt og elendigt i
Livet; men han holdt ikke af at staa Ansigt til Ansigt
med det. Det kunde kaldes en Svaghed hos ham
maaske, men det kunde jo ogsaa kaldes Finhed og
Kultur. Og saaledes holdt han nu selv mest af at
benævne det.

Naamen i Aften var der vist næppe nogen Grund til
at nære Frygt i den Henseende. I Aften, hvor der kun
herskede Fryd og Glæde bag alle Mure! -

Han var næsten naaet Smuget til Ende. Overalt
havde han kun hørt Lyden af Børnelatter og
skæmtende Tale. Og et Par Steder havde han endogsaa set
et tændt Juletræ staa og skinne med sine smaa, gule
Lyspunkter bag Vinduernes tynde Forhæng!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:26 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/2/0212.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free