- Project Runeberg -  Mindeudgave / II Bind /
237

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slutning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Knagsted 237

Men Dagen efter modtog Tolderen nedenstaaende Brev:


Bellaggio ved Comosøen, Juli.

Kære Hr. Knagsted!

De saa’ vel mit Lommetørklæde vifte, da vi kørte
forbi hinanden uden for Elbogen? Ja, nu er alting
godt igen; Agnes og jeg er bleven bedre Venner end
nogen Sinde. Hun sidder her ved Siden af mig, medens
jeg skriver, og sende Dem de venligste Hilsener.
Jeg har fortalt hende, at et var Dem, der fik mig til
at sige „Satanraspeme” en Dag paa Bænken ved
Nikolaus Dambaweg, og nu gaar hun rundt og siger
det i Krogene til stor Forfærdelse for Tante. Men jeg
glemmer jo rent at fortæll Dem, at De virkelig ogsaa
fik Ret med Hensyn til den tyske „Godsejer”. Han
var en Tyveknægt, som De hele Tiden paastod. De
kan tænke Dem, at en Dag, medens vi allesammen sad
i Salonen paa Hotel Continental i Wien, kom Politiet
og hentede ham. Han var Kammertjener hos den Godsejer,
hvis Søn han udgav sig for; og han havde stjaalet
15,000 Mark og var saa rejst ud i Verden og
spillet den store Herre. De kan ikke tro, hvor Tante
tog sig den Skandale nær; jeg fik ganske ondt af
hende; men nu er det jo allerede bedre. Og Agnes
og jeg var jo allerede bleven forligt den Gang, saa vi
var jo bare glade over, at Tyskeren kom af Vejen.
Det kom saadan imellem os, at jeg en Dag, da vi
tilfældigvis var alene sammen i Tantes Værelse i
Karlsbad, sagde til mig selv, at nu maatte det enten briste
eller bære, og saa gik jeg ganske ligefrem hen til
hende og tog hendes Haand og sagde: „jeg vil
Satanraspeme have Dig”! De skulde have set
Agnes’ Ansigt; først saa’ hun ganske forfærdet ud,
men saa kom hun saadan til at le, at jeg maatte holde
paa hende; og saa kyssede jeg hende, og saa var det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:26 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/2/0505.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free