Print (PDF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slægten 33
Familie kan pege tilbage paa! Baade han og Adolfs Fa-
der havde giftet sig med gode, frugtbare, danske Kvin-
der og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børne-
flok, hvis sydlandske Afstamning havde givet sig til
Kende paa forskellig Vis.
Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en
ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og
tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder.
Allerede i sit tolvte Aar havde han en Kærlighedsfor-
bindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdage-
des, og Parret fjernedes fra hinanden, sprang Drengen
i Kallebodstrand af Sorg over Adskillelsen; men blev
reddet af en resolut Sandgraver .
Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars
Alderen, vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer
havde engang paa en Badeanstalt givet ham Navnet:
Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette Navn var straks
blevet bekendt over den ganske By.
Slank og velskabt var han ,,som drejet i sin Faders
Forretning", og med denne blege, matgyldne Hudfarve,
der er at se til som fuldmodne Ferskeners fløjlsbløde
Lød. Hans Ojne var store, dunkle og sørgmodige. Men
de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som
af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen
dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det
bag de lange, mørke ejenvipper, idet han lod dem
synke langsomt, stille, lydløst - som Sommerfugle, der
dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed
Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker
om hans Hals og Pande. Næsen var let buet, ægte
romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans Læber
der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som
den var hans Læber røde! Og hans Tænder lyste der
bag som Sne bekranset af Purpur.
Saaledes saa’ Adolf Mascani ud.
Dengang
Gustav Wied. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
