Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Ned til en skummel, underjordisk Hvælving, hvor
Borgens fordums Hersker har siddet indmuret i
Hundrede Aar! – – Eller den skal føre til det runde
Taarnkammer, hvor Du hviler i den store, brede
Egetræs Himmelseng! Du ligger og venter og lytter og
stirrer ud i det dunkle Rum, hvor kun en liden
Olielampe lyser paa Marmorbordet ved dit Hovede. Du har
læst, men nu hviler Bogen foran Dig paa det hvide
Lagen, og Du ligger med Armene bag Din Nakke, og
Dit mørke Haar danner som en Ramme om dit Ansigt.
Du længes og lytter og stirrer med store, drømmende
øjne ud for Dig. – – Da hører Du Løndøren glide
til Side, og Du smiler og rejser Dig halvt paa Din
Albu og lytter igen. Og der høres Trin, sagte varsomme
Trin, der kommer nærmere og nærmere. Hurtig lægger
Du Bogen ud paa Bordet, kaster Dig tilbage paa Puden
og lukker dine Øjne. En Dør bliver varsomt aabnet, et
Ansigt bøjer sig frem over dit – og med et Skrig, der
lyder som Jubel, slaar Du Armene om min Hals og
trykker dine Læber mod mine. – –
– – – –
Saaledes pludrede de løs, de to, der sad i den lune
Sommeraften under det skærmende Tag af duftende
Brombær og Tjørn og saa’ ud over de grønne, kuplede
Træer til Havet, der rullede sine mumlende Bølger ind
mod Skræntens Fod.
Men da Solen var sunken bag Bakkerne mod Vest,
og Duggen tog paa at falde, da rejste han sig fra
Bænken og sagde:
– Nu maa vi vist se at komme hjemad, din Moder
venter jo paa os med Teen.
Og tavse og underlig trætte og flove i Hjernen
vandrede de langsomt af Sted ned gennem Skoven til
Stationsbygningen.
Saa sagde hun pludselig, bedst som de gik:
– Bare vi skulde spise til Aften herude!
Han virrede nervøst med Hovedet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
