Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - I Hulvejen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Aa jo saagu, ogsaa det, ja! Men nu skal De se,
om et Øjeblik kommer der Liv i den!
Han vendte sig og pegede med sin Støttestav op
mod den øverste Ende at Tunnelen:
– Se der op!
Jeg hævede Hovedet.
Det var, som hang der ned fra Træernes Grene et
tyndt, gyldenrødt, sitrende Slør, der dækkede for
Hulvejens øverste Indgang; det bævede og bølgede og
rokkede til Siderne, og de nærmeste Rødder og Stene
deroppe antog en rødbrun, rustagtig Farve og syntes
at bevæge sig, at blive større, at svulme, at faa Liv, at
kravle og krybe og aande og vride sig i levende Kamp.
– Nej se dog! udbrød jeg uvilkaarlig.
Og den gode, tykke, halvhundredaarige Inspektør
syntes mig en hemmelighedsfuld Troldmand, der med
sin knortede Tryllestav vakte det døde til Liv.
– Det bliver bedre endnu! sagde han, og smilede
tilfreds ved min Begejstring. – Se nu: bliv Lys!
Og jeg saa’ den nederste, blodrøde Runding af den
synkende Sol titte frem under Træernes Kroner. Og jeg
saa’, at den hele Sol vilde glide ned foran Hulvejens
Aabning og fylde den ganske Tunnel med sit Guld.
– Det er kun et Par Aftener om Aaret, at den gaar
ned lige for Indkørselen deroppe, sagde Inspektøren, –
De maa være glad, at De netop kom her i Aften.
– Det er jeg skam ogsaa! sagde jeg.
Og dybere og dybere sank Solen. Lange, flimrende
Straalebundter spillede ned over Træernes Stammer og
Grene og jog Hulvejens Mørke foran sig ned mod os,
der omtrent stod i dens Midte. Stenene og Rødderne fik
Farve og Liv: brune, røde og guldgule Slanger
dukkede frem paa begge Sider af Vejen, efterhaanden som
Lyset strakte sig længer og længer; de snoede og
bugtede sig mellem hverandre og væltede deres skinnende
Kroppe langs Tunnelens Vægge, som myldrede de frem
af tusinde Huller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
