Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Et Besøg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og da jeg jo har lovet at offentliggøre det, følger
det hér:
Til
L. . . . . H. . . . .
Han sad bag Gitterrudens Stænger,
mens Solen brydes i de matte Glar.
Han sad med Haanden dybt i Haarets Mulm.
Øjet var mørkt. Hans Blik var mørkt.
Hans Skæg var lyst. Hans Næse uden Lyde.
Hans Mund var kranset af to ligblaa Læber.
– – –
Han tænkte.
– – –
Som døde Fluer laa hans stolte Tanker
paa Ligparade i hans Hjernes Hvælving!
– – –
Han græd:
én Taare, to, tre, fire, vel en Snes
randt af hans pergamentne Kinder ned.
Hvi disse Taarer?
Ak han græd, min Ven, han græd,
græd!
til Livets Sommer drog hans Sjæl forbi.
– – –
Hver en Blomst var visnet,
hver en Urt var død,
hver Spire dræbt,
og hvert et Aks var goldt!
Tilbage stod de nøgne gule Straa
som Udraabstegn bag Millioner Ak’er,
han havde udstødt, det arme Kræ.
– – –
Nu pisked’ Efteraarets Regn mod Ruden
og trommed paa det kobberhængte Tag
en Ligmarch lig,
en Gravsang,
et kvalluldt, monotont memento mori.
– – –
O sig mig: skal man dø, før man har levet?
thi dette er ej Liv!
– – –
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
