- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
34

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En "Bohéme"

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

havde knirket, da jeg lukkede den op, men han havde
ikke rørt sig.

Jeg listede mig tæt hen til ham og bøjede mig frem
over hans Skuldre.

– Jo–o, han sov!

Jeg kiggede ned paa ham:

Det var et gammelt, gammelt Ansigt, rynket og
indfaldent, men med denne klare, lyse, skærtrødmende
Teint, som man undertiden kan træffe hos barnlige og
letlevende Mænd og Kvinder.

Han sad lidt paa skraa og støttede den ene Skulder
til Dørkarmen. Benene var bøjet op mod Hagen, og
han sad med Hænderne foldede under Knæene.
Munden stod halvt aaben, en lille fin Mund med blege,
smalle Læber; og han trak Vejret jævnt og trygt og
roligt, som sad han hjemme i Kakkelovnskrogen i sin
Bedstemoders Lænestol.

Jeg bestemte mig til at lade ham sove videre. Jeg
syntes, jeg kunde se paa ham, at han sad og havde
det saa rart og rigtig nød sin Søvn. Ikke just fordi
han var træt og udaset, men fordi det ligefrem var
ham en Fornøjelse at sidde i Regnvejr paa en
Trappesten og sove med Hovedet op ad en Dørstolpe. Og
saa var han jo ogsaa krøbet saa langt ind under
Tagskægget, at kun hans Støvlesnuder ragede ud i Regnen.

Jeg vilde altsaa liste mig ind igen; men idet jeg
bøjede mig tilbage fra ham, kom jeg til at puffe ham
i Ryggen med mit ene Knæ.

Han vaagnede og vendte smilende Ansigtet op imod
mig.

– Jeg har nok sovet? sagde han og gned sine
Øjne. – Undskyld, hvis Herren skal ud, men nu skal
jeg rejse mig!

– Tak, Tak! sagde jeg, – det behøves ikke!

– Jamen, jeg skal jo op alligevel, jeg har skam ikke
Tid til at sidde her og drive! – – Det bli’er nok
det værste! vedblev han, idet han gjorde et forgæves

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0034.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free