Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Digteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hr. Mamsens Oplæsning var begyndt i en hviskende
Tone; men alt som han blev greben af sit Værks
ubestridelige Skønheder, jo højere læste han. Og alle disse
frygtelige Ting om Familieforholdene havde han slynget
ud med høj Røst, saa Folk vendte sig om efter os og
troede rimeligvis, det var min Familie, han sigtede.
Dette generede mig.
– Lad mig saa faa Bogen, sagde jeg for at slippe
for mere.
– Der er et Par Steder, som jeg gerne vil læse for
Dem.
– Jamen – – –
– Det er ganske kort, men jeg synes, der er saa
megen Kraft i, forklarede Digteren.
– Naa–aa, sagde jeg – det andet var heller ikke
ueffent!
– Nej, ikke sandt, nej? Men nu skal De høre!
Vi stod paa Sølvtorvet, hvor et Utal af Sporvogne
uophørlig krydsede hinanden. Disse evigt rullende Hjul
og Hestenes ringende Klokker og kimende Bjælder var
nok til at gøre en Smedesvend nervøs. Og saa sang
desuden Vinden paa det melankolskeste i
Telefontraadene. Jeg var nu saadan, at jeg rystede over min
ganske Krop.
– Her er det, sagde Mamsen, – nu skal De høre:
Det er et Møde mellem Arnold og Kristoffer. Kristoffer
er Stykkets Skurk. Scenen forestiller en vild Bjærgegn
med opgaaende Maane!
– Kil paa! sagde jeg og hilste paa en forbigaaende
Dame af min Omgangskreds.
Og Digteren læste:
ARNOLD.
ene, i Tanker.
Landflygtig, jaget bort, forsmædet –
Ak, gaves der blot Kvinder ej paa Jord! –
Da var jo rigtignok Manden meget ene,
men ogsaa stillet meget mere frit!
(synker hen).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
