Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Digteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KRISTOFFER
kommer fra Baggrunden.
Hun vil ej? men han vil – – –
han, Faderen, han vi1, men hun vil ej! –
Han vil, han vil! hvad har jeg saa at frygte?
Hun er vel ej den første Kvinde, som
der ikke haver villet, men dog maattet! – –
Var Arnold blot afvejen! denne Dreng,
der kvinkelerer hende Øret fuldt
af kælne Elskovsvisers søde Honning!
(Opdager Arnold. Afsides:
Naar man om Fanden taler, er han nær!
(Højt:
Godt at jeg traf Jer, fromme Harehjerte!
Nu op, drag Sværd fra Lænd! og lad os prøve,
hvis Livstraad Nornen spandt af stærkest Silke!
ARNOLD
sagtmodig.
Jeg lagde Sværdet ned paa Herrens Grav.
KRISTOFFER
spottende.
Du Stankelben, Du valne Gærdestav,
Du Afkom af en Hare og et Faar!
ARNOLD
rejser sig.
Saaledes kaldte ingen mig før nu!
KRISTOFFER
med djævelsk Latter.
Ret saa! kom an! ved Helveds sorte Afgrund,
jeg jager dette Digt igennem Livet
og spidder fast Dig til hint Bøgetræ!
Og Skovens Fugle samles skal i Flok
Og flænse i dit tamme Lammehjerte!
(De drage Sværdet fra Balgen og slaas.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
