- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
59

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Jeg var iført Overfrakke og Rejsekappe, laadden Hue,
uldne Vanter og lange Støvler; og det var kun med
yderste Møje, at jeg formaaede at sætte mig op at ride
paa Kuskesædet bag paa Kanen.

Gi’ mig saa Tømmerne, Kristjan!

Kusken rakte mig Tømmerne, og Tjeneren gav mig
Kanepisken. Luna stejlede og rystede sig, saa Svejferen
nikkede, og Klokkerne kimede, og store, faste
Snekager fløj op fra Dyrets Hove op mod Kanetæppet.

Jeg lagde hurtig Tømmerne til Rette, én paa hver
Side af Malerens Hals. Saa slog jeg et mægtigt Knald
med Pisken, og Hesten fór frem. Og i susende Fart
gik det ned gennem Borggaarden, ned mod Broen over
Voldgraven.

– Husk saa at vælte ham! raabte Godsejeren
efter os.

Og Kusk og Tjener grinede skummelt og
pligtskyldigst.

Vi drejede om forbi Ladegaarden, hvor Istappene
hang ned fra Kostaldstaget tre–fire Alen lange, og
gulbrune af den smeltende Sne, der var sivet ned langs
Straaene.

Saa drejede vi tilhøjre op ad Bakken og fulgte Vejen,
der løber langs Skovbrynet. Træer og Buske stod
hvidpudrede af Rimtaagen; og sét heroppe fra lignede
Skoven med sine Slugter og Smaahøje, sine knudrede Ege
og slanke Bøge en stor, stille Eventyrhave, hvor alt
levende var stivnet under en mægtig Troldmands
Tryllestav; hvor Dyr og Fugle var flygtet bort, og hvor
Træer og Buske og Græs og Urter og de høje,
svajende Siv langs Aaens Bredder i én eneste Nat var
blevet at se til, som var det altsammen kunstfærdig
opbygget af smaabitte blinkende Krystaller af mælkefarvet
Glas.

– De skulde male det dér nede! sagde jeg og
pegede med Pisken.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0059.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free