Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og han halede en umaadelig Skindpung op af
Lommen og gav Kabudsmanden et Kronestykke! medens
Maleren og jeg gav ham hver to Kroner.
– Tak, sagde han, – mange Tak; men han saa’
ikke op fra Hesten.
Skrædderen holdt sig beskeden tilbage. Men pludselig
fór han med en tre-fire Fingre ned i Foret paa sin
Vestelomme og fiskede et Par Femogtyveører frem.
Dem overrakte han den hjemsøgte med et stift og
hypnotisk Blik.
– Lad os saa komme af Sted til Smedjen! sagde
jeg og løste de røde Tømmer fra det graa Piletræ. Og
Maleren krøb op i Kanen og forsvandt i Soveposen.
– De skulde lægge noget over Hesten! raabte han
til Kabudsmanden. – Og er der ikke lidt Halm i
Vognen. De kan sprede ud over den? ... Nu kan vi da
Gudskelov ikke naa at komme til Sæby! sagde Maleren
og gryntede velbehageligt, medens vi strøg af Sted op
ad Vejen.
– Hvadfornoget? sagde jeg, – jo vel skal vi til
Sæby! ellers bliver vi til Grin for hele Europa!
– Jamen, vi maa da tilbage og hjælpe Manden.
– Naa–aa, det behøves vist Ikke. Nu kommer der
jo Mandskab nok.
– Vi kan sgu da ikke la’ ham ligge og omkomme
der midt paa Landevejen.
– Det er en Hoppe! sagde jeg.
– Hva’?
– Det er en Hoppe, gamle Jordaens! det er
Hunkøn, det er hende, der ligger og dør.
– Ja, det véd jeg sgu nok!
– Jamen, De sagde han ...
– Aa, gaa ad Hedehusene til!
– Ja, det kan De sagtens sige! men man maa
virkelig vide at skelne skarpt mellem Kønnene, min kære,
ellers ...
– Vrøvl! brummede Maleren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
