Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Ja–a, det skulde jeg vist! sagde Maleren.
Saa blev han børstet af! Kanen blev bragt paa ret
Køl og vendt, og lidt efter rutehede vi af Sted samme
Vej, vi var kommet. Bagefter kørte Slæden med
Mandskabet.
– Jordaens? begyndte jeg og prikkede Maleren i
Ryggen – gamle Jordaens?
– Hum!
– Hvordan gaar ’et?
– Jo Tak!
– Vend Dem lidt om ...
– Hva’ skal jeg?
– Ja, vend Dem bare om ...
Maleren drejede Ansigtet om mod mig. Jeg nikkede
mildt og venligt ned til ham og kneb det ene Øje
sammen:
– Gamle? sagde jeg, – hva’, gamle? hvem var
saa det, der ga–a sig?
– Gimmerjøde! mumlede Maleren og snurrede
Hovedet bort igen.
Luna hoppede og sprang og dansede foran Kanen
og travede af Sted, saa Slæden bag os kom langt
agterud.
Da vi naaede hen til Enspænderkøretøjet, var den
tykke Bondemand og hans Vogn borte, og den hypnotiske
Skrædder forsvundet med dem. Men Kabudsmanden
laa endnu paa Knæ foran sin Hest og holdt dens
Hoved i sit Skød. Han havde taget sin Frakke af og
bredt den ud over Dyret sammen med Sækkene. Men
hvad der rørte mig mest, var dog det, at han havde
skrabet en halv Snes Halmstraa sammen henne fra sit
Køretøj og anbragt dem langs hen med den Side af
Hesten, der vendte ned mod Sneen. Det kunde jeg ha’
indstillet ham til Ridder af Dannebrog for!
– Nu kommer der Hjælp! raabte jeg til Manden og
vilde holde Luna an ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
