- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
106

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Omvendelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sagde hun; men naar bare han sad ved hendes
Seng, bare inde i Værelset, var hun rolig. Han blev,
og hun laa stille hen med hans Haand i sin.

– – – –

Saa en Dag kom hendes Moder for at se til hende.
Og han saa’, hvorledes den syges Kinder farvedes af
en fin Rødme, – hvorledes Glæden lyste op i hende.
Og medens Moder og Datter sagte talte sammen,
forlod han ubemærket Værelset.

– – – –

Hun blev svagere og svagere. Det var Dødens Vej:
Lægen behøvede ikke at sige ham det, han saa’ det
klart selv. – – Og alt som Sygdommen skred frem,
greb Ængstelsen hende mere og mere. Hendes feberhede
Øjne fulgte ham spørgende og forventningsfulde:
Vilde han dog ikke tale til hende om det eneste, hun
længtes efter og higede imod?

Og han saa’ hendes Kval, han led med hende;
men han turde ikke tale; at ikke ogsaa Skuffelsen
skulde komme og sammen med Sorgen knuge ham til
Jorden.

– – – –

Men en Aften, da Moderen var gaaet, og han sad
ene ved hendes Seng, brød det frem, der saalænge
havde pint og plaget hende, der havde tæret paa
hendes svindende Livskraft og kastet de mørke Skygger
ind i hendes Sjæl.

Hun var begyndt at tvivle om, hvad han havde lært
hende!

Hendes Moders milde Ord om Kristendommens Trøst,
om et Gensyn hinsides Graven og om Guds kærlige
Faderfavn, der stod hvert angrende Hjerte aaben, havde
kastet et forsonende Skær over Dødstanken. Thi hun
vidste, at hun skulde dø! Men det var ikke saa meget
det, der voldte hende denne pinende Angest, naar bare
– og hun bad og tryglede som i dybeste Sjælevé –
naar bare han vilde tilstaa, at han ikke var sikker i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0106.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free