Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Et Eksperiment
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Jo, Du, for det er saa underligt oppe i mit
Hoved; der er noget, der siger ja; og der er noget,
der siger nej!
Hun saa’ virkelig meget nervøs og lidende ud, som
hun gik dér med Hovedet lænet mod min Skulder.
Men skønt jeg følte Lyst til at kysse hende og
berolige hende, lod jeg dog, som jeg blev ærgerlig, og
sagde:
– Ja, jeg kan jo gerne gi’ Dig Ret, hvis det er
det, Du vil!
– Har Du da virkelig ikke lovet mig det? spurgte
hun forvirret og saa’ mig ængstelig ind i Øjnene.
– Nej, kære, jeg forsikrer Dig!
– Jamen, stammede hun, – jamen, hvor kan –
– Jo, Du har! sagde hun saa pludselig, – jo, Du
har! og hendes Ansigt lyste af Glæde. Hun havde
øjensynlig fundet et særdeles slaaende Bevis. – Jo,
Du har, for Du sa’e, at Du først vilde klippes; og Du
er klippet! ikke sandt? ikke sandt? gentog hun
hoverende.
– Jo, det er jeg.
– Og hvorfor mon? hva’, hva’? raabte hun næsten
ondskabsfuldt.
– Rimeligvis fordi jeg trængte til det, svarede jeg
rolig.
Hun saa’ hurtig op paa mig; men da ikke en Mine
i mit Ansigt fortrak sig, sagde hun grædefærdig:
– Du lyver, Gustav, Du lyver, Du lyver!
Jeg begyndte at faa Medlidenhed med hende; men
jeg kunde ikke modstaa Lysten til at føre Eksperimentet
videre. Sagen var den, at jeg i Grunden ikke mere
var videre forelsket i hende.
– Sikken underlig Sky deroppe! sagde jeg og
pegede op mod Maanen.
Hun standsede. Derpaa sagde hun rolig og med en
saa urokkelig Overbevisning i Stemmen, at jeg
uvilkaarlig studsede:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
