- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
180

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ah-h! sagde han og satte Glasset fra sig – jeg synes
sgu, hun kradser umanerlig i Aften!

– Naa–aa, det er vist bare den første Mundfuld.

–Ja–a, det er det vel.

Og saa sank de atter hen i Tavshed. De rejste sig
af og til og gik ud i Døren for at komme af med
Vandet eller for at blæse Pibehovederne ud! og saa
stoppede de paa ny af Kardusen henne i Vindueskarmen.
Og hvert Øjeblik sagde de „Skaal“ og nikkede og
drak. Og naar den ene havde tømt sit Glas, skænkede
den anden i.

Det blev mørkere og mørkere. Solen var gaaet ned,
og gennem Vinduerne kunde man næppe skelne
Træerne ude i Haven fra hinanden; de stod med utydelige
og udviskede Konturer og dannede én stor langstrakt
Silhuet, der tegnede sig med store Spidser og Takker
mod den skinnende staalblaa Himmel. Af og til gik
der et stille Brus gennem Trætoppene, og Bladene paa
de høje Popler henne ved Laagen raslede svagt. Men
saa var det forbi, og saa hørte man kun en Fugl
pippe og en Hund gø langt borte.

– Pestinak-Lars tog Flasken og skænkede i begge
Glassene.

– Jeg synes, her bli’er saa beklumret inde, sagde
han.

– Ja–a, sagde Anders, – det er vel Tobakken.

Nu sagde de ikke mere „Skaal“ til hinanden, naar
der skulde drikkes; de stødte bare den øverste Kant at
Glassene sammen og drak saa i Tavshed.

– Hør, Christensen, begyndte saa Anders pludselig,
– der falder mig sgu no’et ind!

– Ø?

– Jo, jeg traf her forgangen Søren Buchtrup oppe
hos Købmanden, da jeg var oppe og hente Kalken! og
han ha’de faaet Brev fra sin Søn ovre i Brasilien med
no’en Frø a’ en Plante; og nu vilde han gerne spørre
Dem til Raads, om hva’ De mener, a’ det er.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0180.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free