Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Saa–aa?
– Ja, og han ha’de Frøene med sig i Vestelommen,
og de lignede sgu Agurkekerner.
– Saa var ’et vel Agurkekerner.
– Ja, det sa’e Rasmus Slentrup osse; men Søren
mente nej. For hvorfor skulde saa Søren skikke ham
dem saa langvejs fra?
– Næi?
– Det er hellesens en svær Glæde, Søren har a’
den Søn! vedblev Skov-Anders.
– Saa–aa?
– Jo, for se nu har han jo faat Plads paa en
Blantasje og har ikke mindre end som trehundrede Folk
under sig hver Dag. Det hører der sgu Ho’ede til!
– Skal Kæresten saa rejse over til ham?
– Ok Gu’ nej, véd Di’nne det? Det er forbi! Hun
er jo gaaet hen og er ble’en frugtsommelig ved Jens
Peter Munkholm!
– Hum!
– Jo–o, hun er saamen; og nu skal de giftes her
til August.
– Ja–a, der er jo osse Fruentimmer nok foruden
hende, sagde Gartneren og stødte sit Glas mod
Anders’s.
– Tak, sagde denne og drak. – Ja–a, sagde han
saa, idet han satte Glasset fra sig – nu bli’er det vel
hereftertids et Stød ovre hos mig, a’ vi samles?
– Nej, sagde Lars haardt og slog sin flade Haand
ned i Bordpladen, – nu si’er vi Stop!
–Men ko’sbevares! gentog den Gamle forskrækket
og hoppede op i Sofaen.
Det kom saa uventet, dette her Udfald, thi i Stuen
var der efterhaanden bleven saa mørkt, at de to Mænd
ikke kunde se hinandens Ansigter. Og Anders havde
siddet i Sofaen og haft det rarere og rarere for hver
Mundfuld, han drak; og han troede naturligvis, at det
gik Gartneren ligesaadan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
