- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
183

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


– Aa ja, sagde Lars – Tiden gaar jo bedre.

– Ja, det har De sgu Ret i, Christensen! nikkede
den gamle, – saadan Vinterdage, naar Solen hun
putter sig ved Firtiden, kan det sgu være spydsk nok at
faa Ende paa Timerne! ... Skaal!

– Skaal! sagde Gartneren og klinkede.

– I Gaar var Clarisse Slentens indenfor og spurgte,
om hun ikke kunde faa Arbejde med aa hjælpe mig i
Høsten, sagde Anders, der var bleven mildt bevæget
ved den andens Forsonlighed og derfor snakkede løs
for hurtigst mulig at komme helt paa den anden Side
af de brasilianske Agurker. – Hva’ mener De,
Christensen? hun har jo arbejdet her i Haven i mange Aar.

– Hvorfor vil De ikke ha’ Ane Høys ligesom i
Fjor? spurgte Lars og skænkede paa ny i Glassene.
Det var det sidste, der var i Flasken, hvilket han
akcentuerede ved at slaa Proppen haardt i.

– Næi, for hun er en So til sit Arbejde, sagde
Anders, – hun kan aldrig blive færdig.

– Jo–o, hva’ det angaar – sagde Gartneren, –
saa er Clarisse s’men flink nok. Men De skal se
hende lidt efter paa Fingrene, for der hænger let no’et
ved dem.

– Rapser hun?

– Ja–a, det kan jeg ikke sige hende saadan fri
for, men hun er jo et Jærn til at udrette no’et.

– Saa De har mærket, a’ hun rapser? gentog den
gamle.

– Ja, det var her forleden Aar, – vedblev Pestinak-
Lars med sin rolige og sindige Stemme, – hun hjalp
til at pille Frugt ned; saa mærkede jeg jo nok, at det
svandt i Dyngerne og kunde forstaa, det var
Fruentimmerne, der transporterede dem væk; det var altid de
største, der blev borte ...

– Det er en vis Vej! nikkede Anders.

– Og saa si’er jeg det jo til dem en Fyraften.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0183.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free