- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
187

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Menneskenes Børn II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hen over Plænerne, helt op imod Hovedbygningen.
Anders drejede bag efter med sin Rive og sine Glas.

Og dér laa Pavillonen lige foran dem midt paa den
aabne Plads. Maanen var endnu ikke naaet saa højt op,
at hele Bygningen laa i dens Lys, kun enkelte
Straaler, der borede sig frem mellem Grenene og Bladene
paa de høje Træer henne i Skoven, spillede ind
gennem Ruderne. Dørene stod aabne, og man kunde se
Maanestraalerne vugge sig frem og tilbage henover
Møbler og Vægge som lange, sølvglinsende
Spindelvævstraade.

Pestinak-Lars satte Flasken fra sig paa det øverste
Trappetrin.

– Vi bli’er herude, sagde han.

– Javel saa! bekræftede Skov-Anders og stillede
Glassene ved Siden af Flasken. Men Riven stod han
endnu med i sin Haand.

– Kom her med den! sagde Lars og tog den fra
ham.

– Jeg ka’ nu ikke faa i mit Ho’ede, sagde Anders
i en bekymret Tone, – hvorfor Fa’en jeg har slæbt den
Rive med, Christensen!

Gartneren stillede Riven fra sig op imod en Busk.
Og saa gik han tæt hen til Anders og sagde:

– Jeg vil nu bare ganske rolig underrette Dem om,
Skovfoged, at jeg taaler ikke Deres Ondskabsfuldheder!
De er jo svirende, er De!

– Men Herre ... begyndte den gamle befippet.

– Og fordi De nu er Deres egen Mand, vedblev
Gartneren og holdt den anden fat i Frakkeopslaget, –
og jeg kun i en tjenende Stilling, saa kan jeg dog paa
mange Maader kanske baade sige Sparto og Sparfire til
Dem paa mange Maader, forstaar De?

– Jamen, Herre ...

– Nej, ti nu stille! nikkede Lars rolig, – og lad mig
stille Dem et Spørgsmaal fuldt og sandt ud: hva’ ha’de
De kanske været uden mig, Anders Skovfoged?

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0187.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free