Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lystige Historier (1896) - Livsglæde VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Jo, gaa Du kun, min Pige! Ungdommen skal
more sig!
Og Landvæsenseleven galoperede med Armen om
Livet paa Marthe ind i Salen.
Der var sat nye Lys i Stagerne derinde. Baade
Havedøren og alle Vinduerne stod aabne, saa der var den
yndigste Gennemtræk. Men alligevel havde næsten alle
Karlene afført sig de unødvendigste Klædningsstykker:
Frakke og Vest.
Skomager Hansen sprang Seksturen med den lille
Madam Baldrian. De stampede i Gulvet som et Par
løbske Heste.
Søren Karl svang Johanne, saa hun hvinede ved det.
Og Eleven nynnede halvhøjt i Øret paa den blussende
Marthe:
En Sekstur, ak, i det lille Ord
En Verden af Fryd og Lyksalighed bor.
Saa hørte man Oles Stemme inde fra Dagligstuen:
– Kommer ikke snart Ponsen, Sofie? Vi er
tø’stige.
– Den skal I ha’ oppe i Salen! svarede Sofie
fra Køkkenet.
– Nej, Fanden, la’ vos faa vor Part her ind; vi
har ikke Stunder til at holde op!
Ole sad stadig i Held. Nu havde han stukket fem
Kroner og fem og halvfjerds i Lommen.
Rasmus Nielsen var hvidglødende af Raseri. Han sad
hele Tiden og mumlede: Satan! Satan! og havde
stillet en tykmavet Skindpung op ved Siden af sig paa
Bordet: Om jeg saa skal gaa fra Gaarden!
Nu spillede de med tolv Øre i Indsats og Beten til
seks og tredive.
Det var Ole og Rasmus Nielsen, Søren Buch, Per
Klemmensen og Martin Sejersted, der spillede. Rasmus
tabte mest, men han var ogsaa aldeles hensynsløs til
at tage Missen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
