Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hønseriana
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
HØNSERIANA
(En Lignelse)
Der var engang en Hønsegaard, hvor Hanerne
spankede stolte omkring med Kam og Sporer og
andre mandlige Prydelser og elskede trofast deres Høner
i Flæng, som Haner skal. Fandt de paa deres Vej
nogle lækre Smaakorn, spiste de sig naturligvis selv
mætte først, thi det var jo dem, der havde Arbejdet og
Ulejligheden. Men blev der saa noget tilovers, stillede
de sig op og galede og kaldte paa deres Hustruer og
Børn og sagde til dem: Se, dette har vi fundet til
Eder! Og Hønsene kom pilende fra alle Kanter og
fyldte Kroen og takkede og nettede Fjerene og gjorde
sig lækre og var misundelige og hakkede hverandre og
skreg og sloges o.s.v., hvad nu Høns saadan fra
Arilds Tid har pejet at slaa Dagen ihjel med. Men de
hyggede dog om deres Reder og lagde deres Æg og
rugede deres Kyllinger og følte sig forholdsvis
lykkelige paa Jorden, idet de anerkendte den gamle
Naturlov: Hanen er Hønens Hoved!
Se det var dengang! ...
Moster Meyer kaldtes en ældre, perlegraa Høne af
et noget kolerisk Temperament.
Allerede længe havde hun paa Grund af sin
tiltagende Alder følt sig lidt tilovers i Hønsegaarden, og
derfor var Kraasen, det vil sige: Galden vokset i hende.
Og naar hun saa’ en yngre varmblodet Høne give sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
