- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
324

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - "Kyddet"

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


– Vær nu bare stille, for nu kommer det! ... Det
var i Middagsstunden en tre–fire Dage senere. Jeg
sad paa min sædvanlige Bænk og stirrede hen mod
Kastellet. At hun vilde komme den Dag, vidste jeg;
og at jeg vilde kysse hende den Dag, vidste jeg
ogsaa. Det regnede saa smaat, saa jeg sad med Kraven
smøget op og med Hatten ned i Øjnene – (Saaledes
tænker jeg mig Kuguaren sidde i Urskoven!) Der var
næsten ingen spadserende paa den Tid. Jeg sad og
rystede; jeg vilde gerne være løbet min Vej ...

– Det skulde Du sandelig have gjort!

– Saa maatte jeg jo bare ha’ begyndt forfra igen!

– Jamen ...

– Stille! ... Pludselig gav det et Ryk i mig. Jeg
havde faaet Øje paa to sorte Skikkelser henne ved
Omdrejningen. Den ene gik med en Paraply holdt skraat
ind over den anden. Det var den gamle, der bar
Paraplyen. Hun gik nærmest over mod mig. Jeg tænkte et
Øjeblik paa at springe tværs over Vejen og stille mig
bag et Træ for derfra at styrte løs paa mit Bytte, eller
kravle op i Træet og springe ned paa hende. Men jeg
blev siddende. Og jeg saa’ hendes Ansigt komme
nærmere og nærmere. Jeg saa’ hendes fine, dunede
Kinder, hendes kyske Øjne og hendes Mund, og til sidst
kun hendes Mund! Den var som det Fyrtaarn, der
trækker Albatrossen til sig! ... Nu var hun lige ud
for mig. Jeg rejser mig langsomt, og ...

– Johannes! raabte min Broder uvilkaarlig og greb
mig i Armen. Men jeg fortsatte, hed af Erindringen:

– Og jeg tager et langt Skridt frem forbi den
gamle med Paraplyen; og jeg griber den unge med
disse begge mine Hænder om Hovedet (jeg ser endnu
mine Fingre mod det sarte Nonneslør, og jeg ser
hendes forskræmte Øjne, store og blaa!). Og jeg bøjer
min Mund ned til hendes og kysser hende og kysser
hende og kysser hende, som var jeg gal, kysser hende,
saa hun segner om i mine Arme. Og jeg bærer hende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0324.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free