Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - "Kyddet" - At krepere Kammerherren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
AT KREPERE KAMMERHERREN
Hun stod ældgammel, graa og krumbøjet lænet op til
Gavlen af sit Hus en Dag i Midten af Maj, da
jeg gik forbi ude paa Vejen for at komme hen i
Skoven, hvor Anemonerne og Bøgen var i Spring.
Hun stod og støttede sig med begge Hænder til en
tyk, halvtafbarket Hasselkæp og stirrede med sine
udslukte Øjne ind i den lysende Sol. Hendes Ansigt var
rynket og furet og støvgraat i alle Folder. Det korte,
graagrønne Haar stak i stride Tjavser frem under
Huen. Og hendes knolignende Fingre krummede sig
krampagtigt om Stokkens Haandgreb.
– Go’dav! sagde hun.
– Goddag, Maren.
– Nu har vi faaet Solskin, sagde hun igen.
– Ja, sagde jeg.
– Kom nærmere, a ka’ itte drage Kjendsel paa
Dem!
Jeg skraaede over Vejen og blev staaende foran
hende mellem de to storhovede Piletræer, der strakte
deres tusindfingrede Grene op mod den blaa Himmel
og bad om Sommer, rigtig Sommer med Regn og Sol
og Tordenbyger og saa mere Sol igen.
– Naa a tøt nok, te det var Dem, nikkede den
gamle, – a har set Dem gaa forbi her i Vinter inde
fra Sengen. A har lagt hele Vinteren, det gør a hver
Vinter. Men saa fornam a i Dav, te a’ Solen hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
