Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Prins og søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
i finansdepartementet, utenrigsdepartementet og maaske
ogsaa i indredepartementet — først frivillig og siden uten
noget forbehold i saa henseende. „Jeg beder Dem meddele
mig Deres opfatning av dette," slutter brevet, som bærer
præg av, „at baade haanden og hjernen er begyndt at
svigte".
Men Bismarck svarer ikke — naturligvis fordi han
ikke godt kunde gjøre nogen indvending mot det, som
var bragt i forslag — og den gamle keiser kommer ikke
mere tilbake til spørsmaalet.
Fire maaneder senere var Wilhelm den første ikke
mere. Paa tronen sat hans dødssyke søn, som var
vendt hjem fra San Remo som keiser Fredrik den
tredje.
Det var en usedvanlig situation, skikket til at vække
bekymring, selv i et folk med mindre utprægede
fyrstetraditioner end det tyske. Som gjest hos Bismarck paa
hans 73-aars fødselsdag — 1. april 1888 — fandt
kronprins Wilhelm et korrekt uttryk for den. „For at benytte
mig av et militærbillede," sa han i en tale ved bordet,
„befinder vi os i øieblikket som et regiment, som skrider
til storm. Regimentskommandanten er faldt;
næstkommanderende ligger haardt saaret. I dette kritiske
øieblik vender 46 millioner trofaste tyske hjerter sig i
ængstelse og haab mot merket og merkesmanden og venter
alt av ham. Merkesmanden er vor ophøiede fyrste, vor
store kansler. Maa han føre os! Vi vil følge ham!
Maa han længe leve!"
De 99 dage, som knytter sig til Fredrik den tredjes
regjering, er opfyldt av mange tragiske enkeltheder av
legemlig og sjælelig art — saa megen storstilet lidelse og
saa megen smaaskaaren tilfredshed, at det er vanskelig at
finde sidestykke til det indenfor et saa kort tidsrum.
Keiseren ankom til Berlin 11. mars — to dage efter
sin fars død — saa haardt angrepet av sit farlige halseonde,
at han ikke kunde eller — foreløbig ialfald — ikke maatte
tale. Noget av det første, som maatte meddeles nationen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
