Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Reiser og intriger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
angaar, helder til den opfatning, at det igrunden vilde
være det klogeste av Tyskland at holde sig passiv i
tilfælde av en østerrigsk angrebskrig mot tsar-riget.
Forresten har der allerede været et sammenstøt
mellem keiseren og rigskansleren, noterer Hohenlohe 24.
august 1889, og storhertugen mener, at man maa se den
eventualitet i øinene, at Bismarck engang maa gaa sin vei.
„Men hvad da?" spørger Hohenlohe. „Keiseren tror
sandsynligvis, at han kan lede utenrigspolitiken selv. Men
det vilde være meget farlig."
Men spaadommene blir gjort tilskamme — paa samme
maate som spaadommene om en nær forestaaende krig
med Frankrige og Rusland. Bismarck vil ikke, og trods
alle forbigaaende uveirsskyer — har han fremdeles
keiserens fulde tillid. Særlig er keiseren overordentlig tilfreds
med det energiske arbeide rigskansleren ^lægger for dagen
for at drive invaliditets- og alderdomsforsikrings-loven
igjennem i rigsdagen.
Det lykkes, og paa aarets sidste dag føler han endnu
engang en umiddelbar trang til at takke ham — likesom
for tolv maaneder siden.
„Jeg vet meget vel," skriver han, „hvilken rik andel
Deres opofrende og skaberglade daadskraft har i de
resultater, som er opnaaet, og jeg beder til Gud, at han
endnu i mange aar vil bevare Deres trofaste og prøvede
raad for mig i mit tunge og ansvarsfulde herskerkald."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
