Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Illuminationspolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
ninger og vedlikeholde gode forbindelser". Tysk kapital
fulgte efter. Nye foretagender grodde op Europa over,
navnlig efter løsningen av problemet om elektrisk
overføring paa lange avstande. Den tyske maskinteknik brøt
seierrik igjennem; den kemiske industri likeledes. Tyske
montører reiste sine stilladser i alle lande, mens
arkitekturens repræsentanter efter evne skapte tyske strøk, saa
de fremmede kunde føie sig hjemme. Det var en indsats
av naturlig evne, maalbevisst dygtighed og myreflid, som
det vilde være taabelig ikke at anerkjende i dens
almindelighed og likesaa taabelig at benegte tyskernes ret til at være
stolt av. Det farlige ved den var, at den rummet et
moment av overdrivelse, som havde let for at utvikle sig
til paatrængenhed hos et folk med en saa svakt utviklet
finfølelse og en saa mangelfuld evne til at sætte sig ind i
andre menneskers tankegang som det tyske.
Pa denne maate opstod efterhaanden den tyske
Welt-politik, som ifølge sit væsen maatte være aggressiv, og
som keiseren paa grund av sin impulsive natur, sine
militære og absolutistiske idealer, sin selvtillid og sin
undervurdering av alle vanskeligheder var som skapt til
at være repræsentant for. Hans taler, navnlig efter 1895,
vrimler av bidrag til belysning av dette forhold, mens de
nærmeste aar efter Bismarcks fald — eller med andre
ord den periode vi her har for os — kan betragtes som
en indledning. Derfor er der endnu noget visst hjemlig
over Caprivis kanslertid. Man har tid til at samle
op-merksomheden om indenrigspolitiken og desuten til at
polemisere offentlig mot Bismarck og til at intrigere mot
ham gjennem sine gesandter i utlandet. I ledelsen av
utenrigspolitiken merkes der trods alle officielle reiser
— eller rettere sagt paa grund av deres overdrevne
hyppighed — adskillig ustøhed, mens kolonipolitiken, som Caprivi
aldrig havde noget tilovers for, ledes ind i et spor av
pedanteri og omstændelighed, som i en lang aarrække
gjorde denne gren av tysk administration til noget av en
karrikatur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
