Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Illuminationspolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
nende „bukseknap", som de i øieblikket ikke kunde
begripe hvad de skulde med, gjorde dem rasende, og det vilde
være særdeles let at paavise ved citater av artikler i
samtidens presse, hvor høit uviljen og bitterheden gik. En hel
del av de uttalelser, som fremkom, bundet i misopfatninger,
som tiden forlængst har holdt dom over; andre har holdt
sig merkelig seiglivet like ned til de seneste aar og er i
virkeligheden først forstummet med utbruddet av
verdenskrigen. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at
keiseren i øieblikket havde ret og nationen uret. Snarere
maa det siges, at uviljen hvilte paa et saglig rigtig
folkeinstinkt, som keiserens springende natur ikke havde nogen
føling med. Det tyske koloniherredømme i Afrika var
grundlagt av banebrytere, hvis arbeide havde vakt
opmerksomhed i hjemlandet, og der knyttet sig berettigede
forhaabninger til det, som nu maatte skrinlægges, uten at
nationen fik tilfredsstillende oplysninger om grunden til
en saadan politik.
Der er i Hohenlohes optegnelser for 19. juni 1890
en interessant, men ikke meget sandsynlig oplysning om,
at Helgolands-overenskomsten var en dyd av nødvendighed
fra Tysklands side, da Tyskland ved sin kolonipolitik i
den grad havde „traadt England paa liktornene", at der
var fare for en alliance mellem England, Frankrige og
Rusland, hvis der ikke snarest mulig blev opnaaet en
tilfredsstillende ordning. Meget nærmere ligger det at anta, at
overenskomsten var det naturlige utslag av en politik, som
levet fra haanden til munden i den tro, at én fugl i
haanden — selv den magreste spurveunge — i alle
tilfælde er bedre end ti paa taket.
Keiseren havde besøkt denne ø, da han var 14 aar
gammel — siger han i en av sine taler — og helt siden
da havde han i sytten samfulde aar ønsket, at den engang
maatte vende tilbake til det tyske rige. Nu var
anledningen der. I sprog, seder og interesser var Helgolands
befolkning knyttet til frænderne paa fastlandet, og „takket
være den velvillige klogskab hos eders hittilværende re-
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
