Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Jubelaaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
nogen bro over. De besiddende klasser var kløvet ved
sterke interessemotsætninger. Der var lummert i luften
av likefrem pinlige skandaler, og i politiken sat
umyndigheden i høisætet i skikkelse av den 75-aarige rigskansler,
fyrst Chlodwig zu Hohenlohe Schillingsfürst, som keiseren
med en humor, som vilde været paaskjønnelsesværdig,
hvis den ikke havde gjældt indehaveren av statens høieste
og mest ansvarsfulde embede, havde døpt med navnet
Onkel Chlodwig. Men nogen utbredt mangel paa loyalitet
var der allikevel ikke; dertil var nationen for det første
forlitet utviklet i politisk henseende, og for det andet
vægret den sig ved at slippe troen paa, at keiserens
hensigter var de bedste. Den havde bare en stadig
voksende tvil paa hans evne til at sætte disse hensigter
ut i livet.
Alt dette er tilstrækkelig til at forklare, at der ikke
blir den rette magt i keiserens taler. Ordene marscherer
op i stive geledder: Gud og vort tyske sverd, faneed og
troskab mot kongehuset, blind og ubetinget lydighed,
seirens laurbær, ærens blodige mark etc. — en defilering
av fraser, som strækker sig gjennem maaneder av
festligheder. Der var ikke en eneste ny tanke i dem, ikke et
saakorn med spirekraft for landets ungdom. For nationen
var begivenhederne i 1870 et produkt av arbeide og
pligttroskab gjennem lange aar i pagt med de bedste av de
egenskaber, som havde sat merke i tysk moral og tysk
aandsliv, og som der fremdeles var bruk for i
hverdagslivets fredelige kappestrid. For keiseren stod jubelaaret
som „en eneste stor takke- og mindefest for den høisalige
store keiser" — som han selv uttrykte det.
Derfor kan det ikke undgaaes, at der bryter skjærende
mislyd ind i festjubelen.
Paa 25-aarsdagen for Sedan stempler han
socialdemokraterne som „en bande mennesker, som ikke er
værdige til at bære navnet tyskere", og roper til
repræsentanterne for sin hær, at hvis ikke nationen vil skille
sig ved disse mennesker, faar I andre „gripe til værge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
