Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Omkring ti-aarsjubilæet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
like fra festmaaltidet med de tyske fyrster, og hvor han
vendte blikket hen fra slotsaltanen, lyste loyaliteten mot
ham i illuminationer og fakler. Allikevel var det tanken
paa de misfornøiede elementer i riget, som var sterkest
i ham. Fem aar i forveien havde han i en tale opfordret
de misfornøiede til „at ryste det tyske støv av sine tøfler
og søke sig et nyt hjem under en lysere himmel". Nu
var han ikke netop oplagt til at gjenta denne sætning, fordi
han visste, at de misfornøiedes hær havde faat en ganske
betydelig tilgang i de forløpne aar, og at det ikke var
raadelig, at man tok ham altfor bogstavelig. Han vilde
bare hamre ind i studenterungdommen i en aften, som
vilde komme til at bli mindeværdig for dem, at den maatte
sætte sig til opgave at fremme et officielt livssyn i riget
og skape loyale borgere, som var tilfreds med det
bestaaende og ikke ytret nogensomhelst kritik.
Nationen skal løfte „den store keiser", hvis hundredaars
fødselsdag den nu feiret, op i høisætet av sin beundring
og kjærlighed, „samle sig i skarer om hans minde, som
spanierne fordum om den gamle Cid."1 Sandelig, han
har øvet en stor gjerning i folket og sat det et lysende
eksempel. Men navnlig har han „løftet op i veiret for os
fyrster et klenodium, som det gjælder for os at holde
hellig: Kongedømmet av Guds naade — kongedømmet
med dets tunge pligter, dets uavladelige, stedsevarende møie
og arbeide, dets frygtelige ansvar for skaberen alene — et
ansvar, som intet menneske, ingen minister, ingen
nationalforsamling, intet folk er istand til at løse fysten fra".
Med en slik opfatning av sin stilling er det ganske
naturlig, at han ikke har noget at sige nationen paa
tiaars-dagen for sin tronbestigelse. Til gjengjæld samler han sine
livregimenter i Potsdam 16. juni 1898 og henvender sig
til dem i en længere tale: „Den vigtigste arv, som min
ophøiede bedstefar og far har efterladt mig, og som jeg
1 Den berømte sagnhelt fra sidste halvpart av det ellevte
aarhundrede e. Kr., hvis virkelige historie er saa overgroet av romantik,
at det er vanskelig at komme ind til den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
