Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Omkring ti-aarsjubilæet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
en eller anden foreta noget, som krænker eller skader os
i vor gode ret — da far til med pansret næve og flet
laurbær om din unge pande — dem ingen i hele Tyskland
vil misunde dig!"
Prinsen er overvældet og lover at begi sig ut og
„forkynde evangeliet om Deres majestæts ophøiede person".
Men ikke bare i Østasien, ogsaa i Vestasien gjaldt
det at slaa et slag for tysk indflydelse og det „keiserlige
evangelium".
Dette arbeide tok keiseren selv paa sig i oktober 1898.
Han havde — for at benytte hans egne ord — like
fra sin tidligste ungdom næret „et brændende ønske efter
at besøke de hellige steder, hvor vor Herre og Frelser
havde vandret og fuldbragt sit forløserverk". Nu bød der
sig en leilighed til at faa dette ønske opfyldt. Paa en
tomt, som i sin tid var skjænket hans far, daværende
kronprins Fredrik Wilhelm av Preussen, under et besøk i
Palæstina, var der bygget en evangelisk kirke i den
hensigt, „at Guds ord skulde forkyndes i den paa den
protestantiske trosbekjendelses grund i det tyske sprog,
og Jesu Kristi navn prises paa tysk tunge".
Men — som det heter i et officielt tysk jubilæumsskrift
fra 1913 — „hvormeget end keiserens Jerusalemsreise
nærmest var utsprunget av rent religiøse bevæggrunde, var
ogsaa en høipolitisk betydning egen for den". Omsat i
andre, mere naturlige vendinger vil dette sige, at turen havde
til hovedformaal at fremme det økonomiske samkvem
mellem Tyskland og Orienten via Tyrkiet ved at fastslaa
det nærmere program for Bagdadbanen. Det er denne
politik — et av de mest maalbevisste utslag av tysk initiativ
og kapitalanbringelse i løbet av sidste menneskealder —
som for tiden staar sin prøve paa Balkanhalvøen.
Fra et etisk synspunkt var ikke øieblikket netop egnet
til en Jorsalfærd under sultanens bevaagenhed. Abdul
Hamid stod endnu brændemerket av den offentlige
mening i Europa og Amerika efter blodbadet paa sine
armeniske undersaatter i 1896, og Gladstones frygtelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
