Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Nervøsiteten i system
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
en eksplosion av uvilje mot Tyskland." Og med korrekt
bedømmelse av de faktiske aarsaker fortsætter bladet:
„Vi har altfor travelt med at dyrke venskaber over hele
verden. Vi vil ha altfor mange venner og — som hr.
von Vollmar1 sa — vi er altfor paatrængende i vor
bei-ling til dem. Følgen er, at vi forskjertser de venskaber vi
har. Tilslut har vi ingen oprigtig ven længer, men møter
mistillid paa alle kanter."
Hvad det særlig gjaldt for keiseren, var at opnaa en
varig forstaaelse med Rusland, hvis politik overfor Kina
— og dermed i anden række overfor Japan — blev mere
og mere utfordrende i løpet av sammeren og høsten 1903.
Der er grund til at tro, at hensigten med den tyske politik
var at gjøre Rusland mere tilbøielig til at gaa med paa den
nye handelstraktat med Tyskland, som efter den ændring
den tyske toldtarif havde undergaat i beskyttelsesvenlig
retning, var avgjort ugunstigere overfor Rusland end den
handelstraktat, som var vedtat, mens Caprivi var
rigskansler. Men endnu mot slutten av 1903 var disse
underhandlinger langtfra avsluttet. Ruslands repræsentanter
syntes ikke at ha nogen hast, mens de russiske blade
likefrem paastod, at Tysklands politik gik ut paa at sætte
splid mellem Rusland og England ved officielt at støtte
Ruslands forsøk paa en fredelig løsning av de daværende
vanskeligheder i Makedonien og underhaanden at opmuntre
Tyrkiet til at reise motstand mot magternes krav i saa
henseende. Vi nævner disse uttalelser — ikke som noget
bevis for, at der faktisk forelaa et saadant dobbeltspil fra
Tysklands side, men fordi det er nødvendig at ta dem med
som et karakteristisk eksempel til belysning av den
almindelige mistillid til ærligheden i den tyske politik.
For keiserens personlige vedkommende ligger det
nærmest at anta, at det centrale for ham i forholdet til
Rusland var stillingen til den russiske utvidelsespolitik i
Østasien. Han havde, trods ydmygelsen av Kina og det
effektfulde^slutningstableau med „Bodsprinsen", endnu ikke
1 Den bekjendte socialistfører.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
