Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Nervøsiteten i system
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
utenfra ikke skulde forstyrre utbygningen av vor have
og vort skjønne hus indad. Jeg har lovet mig selv paa
grundlag av historiens erfaringer aldrig at stræbe efter et
forfængelig verdensherredømme. Thi hvad er der blit
av de store, saakaldte verdensriger ? Alexander den store,
Napoleon den første og alle de store krigsherrer — i blod
har de svømmet og ladt der bli igjen underkuede folkeslag,
som har reist sig til oprør ved første anledning og bragt
deres riger til fald. Det verdensrige, jeg har drømt mig,
skal fremfor alt bestaa i, at det nyskapte tyske rige skal
nyde den mest absolute tillid fra alle sider som en rolig,
ærlig og fredelig nabo; og hvis man engang skal høre tale
i historien om et tysk verdensrige eller om et
Hohenzoller-verdensherredømme, skal det ikke være grundlagt paa
erobringer ved sverdet, men paa gjensidig tillid til naboer,
som stræber mot samme maal."
Han fremholder videre, at den tyske hær i øieblikket
praktisk talt havde utviklet sig saa langt, som det
overhovedet er mulig, og at tiden nu var kommet til flaaten.
Flaaten var endelig engang fyldt av samme aand som
arméen, og „med hvert tysk krigsskib, som gaar av
stabelen, er der skapt en ny garanti for freden paa jorden.
Vore motstandere vil nu være saameget mindre lystne
paa at yppe strid med os, samtidig med at vi i
tilsvarende grad vil bli anset for en værdifuld forbundsfælle".
Efter etpar bemerkninger om ungdommen og
fædrelandet uttaler han som sin sikre overbevisning, „at vor
Herre og Gud ikke vilde ha gjort sig saa stor møie med
vort tyske fædreland og dets folk, hvis han ikke endnu
havde noget stort i beredskab for os". Som konklusion
følger den bekjendte passus:
„Vi er jordens salt. Men vi maa ogsaa vise os
værdige til at være det. Derfor maa vor ungdom lære at
undvære og forsage, hvad der ikke er godt for den, og
holde sig fjernt fra alt, som er slæbt ind fra fremmede
folk ... Da kan det en dag bli skrevet over det tyske folk,
som det staar paa hjelmene til mit første garderegiment:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
