Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Foran verdenskrigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XVIII.
Foran verdenskrigen.
Efter den keiserlige erklæring av 17. november varte
det ikke længe, før Tysklands loyale folk faldt til ro
igjen. Forholdet er et nyt bevis paa nationens
mangelfulde evne til at tænke politisk og dens villighed til at
nøie sig med ord. Rigtignok uttalte erklæringen, at
keiseren sluttet sig til de synsmaater rigskansleren havde gjort
gjældende i rigsdagen; men den indeholdt saa langt fra
nogen indrømmelse av, at den kritik, som var kommet
tilorde baade i nationalforsamlingen og ute i nationen,
havde nogen berettigelse, at den tvertimot betegnet den
som en eneste uretfærdighed og overdrivelse. I fuld
overensstemmelse med denne betragtningsmaate gav keiseren
ikke nogetsomhelst løfte. Han kunde naarsomhelst ta
ordet igjen og hævde de samme synsmaater, uten at
nogen endog med skin av ret kunde bebreide ham, at
han havde svigtet sit ord. En anden sak er, om det av
rent praktiske grunde var klokt at la det gaa i det mindste
nogen tid hen, før han atter optraadte som selvhersker
„med ansvar for Gud alene".
Begivenhederne førte med sig, at hans taler i løbet
av 1909 væsentlig kom til at bevæge sig indenfor den
mere private festramme. Disse taler er gjennemgaaende
nøgterne — ikke mindst den første, som i grunden var
den vanskeligste — hilsningstalen til kong Edward og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
