Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Foran verdenskrigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
rigskansler havde sin styrke i grundighed og saglighed,
og hans solide, litt akademiske foredrag blev altid hørt med
opmerksomhed. Men paa bunden var han en mere
følsom natur end de fleste anet, og det er kanske faa
politikere i den nyeste tid, som skjæbnen har faret mere
haardhændt med, og som mere ubarmhjertig er blit offer for
et system, som de igrunden har yderst faa moralske og
aandelige berøringspunkter med.
I en keisertale i Kønigsberg 25. august 1910 møter
vi dette system igjen, saaledes som vi kjender det fra
tidligere enevoldstaler.
Her er ingen tilbakeholdenhed, ingen reservationer
mere. Aapent og idealiserende blir det forkyndt, at her
gjorde den store kurfyrste sig av egen ret til suveræn
hertug i Preussen; her lot hans søn, Fredrik den første,
sig krone og førte dermed Brandenburg ind i rækken av
Europas stater; her grundfæstet Fredrik Wilhelm sin magt
og banet veien for Fredrik den andens storhed — og
fremfor alt, „her satte min bedstefar atter av egen ret
den preussiske kongekrone paa sit hode". Han fik den
— som han selv fremhævet — „av Guds naade .. . ikke
av parlamenter og folkeforsamlinger . . . Derfor ansaa han
sig som et redskab utvalgt av himlen og opfattet sine
regent- og herskerpligter i denne aand". Hvad der her
siges om bedstefaren, gjælder naturligvis ogsaa keiseren
selv. Det er de samme idealer han altid har forkyndt,
som han endnu engang lar os høre paa trods av 1908.
Men Kønigsberg er ikke alene den preussiske absolutismes
vugge. Det er ogsaa arnestedet for Tysklands
gjenreisning i trængselstiden under Napolen. Begeistret dvæler
han ved sin oldemor, dronning Luise, „Preussens gode
genius", som han idealiserer paa en maate, som historien
ikke mere anerkjender berettigelsen av. Hvad vi lærer
av Preussens trængselstid er kort og godt det, „at vor
rustning maa være uten huller av hensyn til de enorme
fremskridt vore motstandere har gjort. Vor fred beror
ene og alene paa, at vi er rustet*. Det hele er en ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
