De to Comoedianter.
Første Comoediant: Ak Monfrere! Hvis dette er sandt, saa er den en forskrækkelig Historie.
Anden Comoediant: Ja det er vist nok, at han er greben, og har tilstaaet det selv.
Første Comoediant: Men kand det dog være mueligt, at vi ved saadan lang Omgjængelse ikke skulde have mærket det ringeste af ham?
Anden Comoediant: Ja det maa du vel sige. Han har kunnet mesterlig dølge sin Ondskab; thi han gik i Kirke ligesom een af de andre, og jeg hørte aldrig et bespotteligt Ord af hans Mund.
Første Comoediant: Jeg bilder mig ind, at det hænger anderledes sammen.
Anden Comoediant: Nej Monfrere! Du kandst forlade dig dertil, at det er sandt, og at han selv har tilstaaet det.
Første Comoediant: Ja er det sandt, saa vil jeg aldrig bede for ham, men selv hjælpe til at tænde Baalen, hvori han skal brændes. Men kand et Menneske ikke lyve sig selv paa?
Anden Comoediant: Hvilken Snak! Hvem vilde lyve sig selv paa, for at dø den skjændigste Død?
Første Comoediant: Siig ikke det, Monfrere! Det kand enten skee udi Raserie, eller et Menneske kand være kjed af sit Liv, og saasom det ikke vil tage Livet af sig selv, styrte sig paa den Maade udi Ulykken. Man har jo exempel, at mange melancholske Mennesker har taget Livet af andre for at miste Livet selv, andre løjet sig de Ting paa, som de aldrig har bedrevet, alleene for at dø. Thi det, som man kalder Troldom, er noget Underligt, som jeg aldrig har kunnet hittet Rede til; man mærker jo, at de Nationer, blandt hvilke man holder Fanden at have som sit Hovedsæde, ere de allerfattigste. Er det ikke underligt, af Findlapper, der holdes for at kunne gjøre saa store Ting ved Fandens Konster, ere færdige at dø af Armod? Ligesom det var Fanden ikke lettere at bringe Penge til sine Tilhængere end at gjøre store Mirakler, dreje Vejr og Vind, gjøre Rejser til den anden Ende af Verden for deres Skyld, saa tidt som de befaler. Er det ogsaa ikke underligt, at men hører af ingen Troldom udi de store Stæder Paris og London, hvor Fanden kunde gjøre mere Bytte een Dag, end udi Lapland udi ti Aar? Man maa holde for, at Troldom er enten naturlig Videnskab eller Fandens Konst. Er det naturlig Videnskab, saa burde den have Gjænge iblandt de lærde Nationer, som have oprettet Collegier for Naturens Eftergranskning, og ikke hos Folk, som kand hverken læse eller skrive. Er det Fandens Konst, hvorfor er de Folk da fattigere end andre? Hvorfor skulde Fanden gaae de store og ugudelige Stæder forbi og sætte sig ned udi Lapland, hvor der er kun er en Haand fuld af Folk at forføre? Ikke uden at man vilde sige, at saasom han er gloend heed, saa vil han helst være i Findmarken for at kjøle sig, hvilken Objection dog er mere artig end grundig. Nej, Troldom har sin Oprindelse af Vankundighed, og regjerer blandt dem, som ikke kand examinere en Ting. Thi man seer at naar Øvrigheden i en Provins er superstitieur, saa er hele Land strax fuld af Djævle; er den vantroe, saa hører man intet mere tale om Troldom.
Anden Comoediant: Jeg tilstaaer alt dette, Monfrere! Men her er baade egen Bekjendelse og Folkes Vidnesbyrd, som har seet ham mane Fanden til sig. Du kjender jo Personen saavel som jeg. Han er jo aldeles ikke af de Folk, der er saa kjed af Livet, at han skulde lyve sig saadant selv paa.
Første Comoediant: Ikke uden den Gjeld, han er udi, skulde kunne bringe har dertil.
Anden Comoediant: Ej Snak! Han lægger aldrig en Ting saa nær paa Hjertet, at en maadelig Pengesorg skulde gjøre ham saa modløs.
Første Comoediant: Tilmed beviser hans Pengemangel, at han ingen Troldmand er; thi naar nogen gjør Contract med Fanden, handler den første Artikel gjerne om Penge.
Anden Comoediant: Men maaskee han er falden til dette alleene af Pengemangel, og at han blev greben førend det kom til nogen Fuldkommenhed.
Første Comoediant: Det kand have nogen Rimelighed. Men jeg
vil dog ikke fordømme ham endnu.
