De to Comoedianter. Tre bevæbnede Mænd.
Første Soldat: To af dem blev sagt at skulle staae her i Gaden.
Anden Soldat: Tænk engang, hvor uforskammet de vare, de stod blandt andre Folk ved Trommen, da Øvrighedens Ordre blev oplæset. See, her har vi dem, min Troe.
(De spænder Hanen paa Musketterne, og tvinger dem at give Kaardene fra Dem)
Første Comoediant: Ak, er det mueligt, at uskyldige Mennesker skal saa blive medhandlet udi en christelig Republique?
Første Soldat: Ja, du est vel undskyldt at tale om Christendom, saasom du har forsvoret Troen og forskrevet dig til Fanden med dit eget Blod.
Første Comoediant: Jeg har aldrig tænkt at gjøre saadant, end sige gjort det.
Anden Soldat: Som skaber dig om til en Varulv for at myrde uskyldige Folk om Natten paa Gaden.
Første Comoediant: Vi ved intet deraf.
Første Soldat: Som udaf Ondskab opvækker Himmelstorm, fattige søefarende Folk til Ulykke og Fordærvelse. Det forgik tre Skibe igaar af en Storm, som ingen uden disse forbandede Troldhunde har foraarsaget.
Første Comoediant: Ak ak, hvilke uhørlige falske Beskyldninger!
Anden Soldat: Som har forgjort tre smukke Dannekvinder.
Første Comoediant: Ak, vær forsikkret, at Himmlen vil hevne vor Uret.
Første Soldat: Himmelen! Hvad har I Karle med Himmelen at bestille, som ved forskrivelse eengang for all har lagt jer derfra?
Anden Soldat: Det er underligt, at de Folk kand nævne Himmelen; jeg mente, at det var Troldmæng forbudet.
Første Soldat: Nej, Broder! Skam faae de Hunde, de betinger sig saadant udi Contracten, at de skal baade kunne læse og gaae i Kirke, paa det at ingen skal mærke deres Troldom.
Første Comoediant: Men er det nok, at een falskelig beskylder os? Ere ikke vore Ord saa gode som hans? Vi tilbyder os altid med oprakte Fingre at beedige vor Uskyldighed.
Anden Soldat: Enten I svær, eller en Hund gjøer, det kommer paa et ud. Man tilsteder ikke slige Folk at sværge. Pinebænken skal nok komme jer til at bekjende.
(De trækker dem ud.)
