Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vegafärden. Minnesord på 25:te årsdagen af Vegas återkomst till Stockholm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sejler mod det ukendte. Helt anderledes var det østerpaa, hvor
man gik mod kendte Egne.
Efter at vi paa denne Maade i nogle Dage var bleven sinkede
ved Tajmyrøen, stod vi atter Nordost i, og 3 Uger efter at vi
havde faaet det første arktiske Land isigte, Gaaselandet paa Novaja
Zemlia, saa vi nu en skønne Morgen det høje Land paa
Tscheljuskin-halvøen.
I Taage, der ofte var saa tæt, at vi ikke kunde se »Lena», der
gik lidt foran os for at lodde, stod vi op langs Kysten mellem
temmelig svær Is, og om Eftermiddagen naaede vi i en smal Rende
rundt nordenom Landet, Ankeret faldt tæt indenfor den nordligste
Pynt, og det svenske Løsen dundrede ind over den gamle Verdens
ærværdige Nordspids, hvorfra en Isbjørn forbauset betragtede
Skibet. Brusewitz, Expeditionens ivrigste Jæger, gik strax iland for at
nedlægge den, efter Nordenskiöld’s Ordre til Hans Majestæt Kongen,
men Salutten havde desværre bortskræmt den, saa at den var
forsvundet langt oppe i Landet, inden Baaden naaede indtil Stranden.
Der er for mig ingen Tvivl om, at det stolteste Øjeblik paa
hele Expeditionen var det, da Ankeret faldt ved Kap Tscheljuskin.
Da vi passerede Beringstrædet, havde vi i 10 Maaneder ligget, saa
at sige, i det, og alle havde vi egentlig betragtet Nordostpassagen
som fuldbyrdet, da vi fortøjede ved Isen udfor Pitlekaj; men her
ved Kap Tscheljuskin var den Tvivl, der havde hersket hjemme,
hævet. Tscheljuskin’s Paalidelighed var bevist, og om faa Timer
vilde vi atter være i Egne, der før var besejlede af Skibe.
Vi tvivlede ikke paa, at mangen Kamp med Isen endnu
forestod, og i Forhold til det, der kom, havde vi i Virkeligheden endnu
ingen havt, men vi havde naaet Toppen af Bjerget og syntes, at
det nu gik ned ad Bakke.
Som sagt, blev det i Virkeligheden vanskeligere at komme ned
end op; allerede et Par Dage efter, da vi forsøgte at gaae direkte
over til de nysibiriske Øer, fik vi meget svær og tæt Is, som tvang
os til atter at søge ind mod Kysten, og senere udfor Anabar,
Olenek og Lena’s Mundinger lagde de talrige Sandbanker, som
ikke fandtes i Kaartet, os store Hindringer ivejen. Ofte nødte de
os til at gaae langsomt for at lodde; undertiden advarede store
grundstødte Isstykker os for Grundene, men i Reglen var Taagen
saa tæt, at vi selv maatte føle os til Faren.
Da »Vega» udfor Lenaflodens Munding skiltes fra den lille
Damper »Lena», var vi alle opfyldte af det sikkre Haab, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
