Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Hun betænkte sig et øieblik, om hun skulde
tage ham i haanden, det var ligesom saa pudsigt at
tage Christen Nygaard i haanden, som hun kjendte
saa godt, men naar han havde givet hende et
guldhjerte, saa syntes hun, at hun maatte gjøre det ogsaa.
Hun glædede sig til at vise Anne Katrine det,
og undredes paa, hvad hun vilde sige om, at hun
fik et hjerte af en gut.
Men Else havde travelt, naar hun skulde række
alting paa tre dage. Rundt i alle de smaa stuerne
og hytterne til alle sine gamle venner, alle konerne
og lodserne og sjøgutterne.
Forresten var det ikke mange sjøgutter, der var
hjemme nu pintse tider, det var næsten bare Lars til
Lisa, der gik hjemme med det onde benet.
Men alle barna sad barbente og barhovede og
lod sig brunstege af solen paa de låve, runde heier.
De glisede op under sine hvide haarlugger paa Else,
og alle kjendte hende igjen og smilte til hende.
Og saa reiste hun med far i praksis, sad bagpaa
kariolen, der den rullede paa de haarde, glatte veie
mellem heierne indover landet. Undertiden tog de
saa af paa en smal bygdevei, hvor kariolen humpede
over stene og ned i store huller, og grantrærnes
grene daskede dem om hovedet.
Da trillede og lo Else der bagpaa kariolen.
For det meste fik hun saa lov at følge med ind
til de syge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
